Opbakningen har været overvældende til Jonathan efter TV-serie
Foto: Michael Andersen
- Der har været en helt masse positiv feedback, siger Jonathan Christensen.
Siden udgivelsen af TV-serien ’Pipfugl og Gulerødder – Mit liv med Tourettes’ har Jonathan Christensen næsten ikke haft tid til at passe sit job hos Elgiganten.
For 10 dage siden udkom serien ’Pipfugl og Gulerødder – Mit liv med Tourettes’, hvor Jonathan Christensen blev fulgt gennem et år af TV2 Nord.
Han lider af Tourettes Syndrom med vokale ticks, som gør, at han blandt andet kommer til at sige ’gulerødder’ eller ’terrorist’.
Serien har været med til at give seerne et indblik i hans liv med Tourettes.
- Jeg er så glad for den opbakning, der er lige nu, og det får mig jo til at have følelsen af, at det har været tiden værd, og jeg synes, det er fedt, at folk har været positive over for, hvem jeg er som person, siger Jonathan.
Det er dog ikke kun selve Tourettes, som serien har været med til at give et indblik i.
- Der er mange, der har fået et indblik i min stand up, og hvem jeg er, og hvor meget jeg gør ud af mine ting for at lave jokes, siger Jonathan.
Sat skub i karrieren
Før i tiden blev Jonathan oftest genkendt i Nordjylland, men nu fortæller han, at det i løbet af de sidste par uger også sker mere og mere i Århus og København blandt andet.
Der er nemlig mange, der har kontaktet ham og fortalt, at de har set ham enten på TV2 Nord eller TV 2 Play.
- Der er sket mange ting på grund af serien, og jeg har også meget travlt på grund af den, men jeg er glad for alt den feedback, jeg har fået fra serien, siger Jonathan.
Se hele serien her:
For omkring halvandet år siden begyndte han at lave stand up, og i serien ser man, at Jonathan bliver ansat i Elgiganten – men jobbet i elektronikkæden er der ikke meget tid til længere.
- Jeg har ikke været der det sidste stykke tid, men de er så gode til at sige, at jeg har brug for at fokusere på min stand up, fordi det er det, jeg lever af, siger Jonathan.
- De bakker meget op om din stand up-karriere?
- Det gør de, og det har de gjort, lige siden jeg blev ansat, og de har været rigtig gode til at sige, at jeg skal gøre det, der gør mig glad i sidste ende.
Fremtiden er hemmelig lidt endnu
Udover bijobbet i Elgiganten driver Jonathan til daglig sit eget firma, Pipfugl, som var det ord, han brød igennem med på sociale medier.
I og med at han har en svær grad af ordblindhed, har Jonathan en personlig assistent til at hjælpe ham.
- Hun hjælper mig meget, fordi jeg er lidt forvirret over det hele, men vi planlægger flere ting til fremtiden, siger han.
Og de er godt i gang med at lægge planer for fremtiden.
Hvad fremtiden bringer, kan komikeren dog ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.
- Jeg ved det ikke helt, og lige nu kan jeg heller ikke afsløre så meget, men vi har kontakt med flere, om jeg skal medvirke i flere ting, siger Jonathan og tilføjer:
- Men lige nu er det i hvert fald stand up, jeg laver.