Opbakningen betyder alt: Jeg er dybt taknemmelig
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
AaB´s cheftræner Jacob Friis var søndag tilbage i spidsen for holdet. Hans tre-årige datter er i gang med et månedlangt behandlingsforløb for leukæmi, og sammenholdet i klubben giver ham energi til at støtte familien.
- Nu står jeg her i dag, og familien har været igennem en hård tid. Og det er desværre ikke bare sådan en 14-dages influenza, det er seks til otte måneders hård behandling af vores datter.
Det er en fattet Jacob Friis, der sætter ord på de sidste ugers turbulente rutchebanetur, fra hans lille datter på tre år får diagnosen leukæmi, til han i dag, for første gang siden den 25. oktober, igen står i spidsen for AaB´s Superligamandskab.
Datteren er i gang med et intensivt behandlingsforløb i Århus, og derfor har den nordjyske cheftræner og hele familien valgt at flytte med, for at give alle tre børn så meget ro omkring sig som muligt. Jacob Friis vil bruge al den tid der er nødvendig sammen med familien, og derfor kommer han heller ikke til at bruge 60 timer om ugen på fodbold.
- Når det sådan et langt forløb, så har man også brug for at komme ud - også for at være stærk, når man så er der. Der er min ventil og min måde at takle det på, at komme ud sammen med nogle andre mennesker, jeg også holder meget af på AaB. Og det hjælper til de svære tider.
Under søndagens kamp mod FC Midtjylland havde gæsternes fans lavet et banner med ordene "De bedste tanker til familien Friis", og AaB´s egne fans hyllede ligeledes træneren efter kampen.
Når det er sådan et langt forløb, så har man også brug for at komme ud - også for at være stærk, når man så er der.
Jacob Friis, cheftræner, AaB
- De folk, der laver sådan noget, og tænker den tanke, de skal bare vide, at det betyder ufatteligt meget, både for mig og for hele min familie. At mærke den opbakning til, at der trods alt er noget her i livet, der er vigtigere. Det er familien og at man har hinanden. Ellers var det andet ikke noget værd. Så jeg er dybt taknemmelig for den støtte der er kommet rundt omkring, og alle skal bare vide, at det gør en verden til forskel.