Ombygning af samkørselsplads er i gang - skal løse stort problem
Foto: Visualisering: NIRAS
Samkørselsplads i Aalborg Øst forvandles til knudepunkt, hvor der er mulighed for at parkere gratis og skifte transportform.
Kan trængselsproblemer i de større byer løses ved at lade bilister parkere udenfor byen og få dem over på cykel eller ind i en bus eller et tog?
Det skal et nyt pilotprojekt fra Vejdirektoratet undersøge, og udgangspunktet for projektet er samkørselspladsen i Aalborg Øst.
I forsøget ser Vejdirektoratet på, om eksisterende samkørselspladser i bynære områder og tæt på motorveje kan omdannes til knudepunkter, der er effektive mødesteder for flere forskellige transportformer.
- Det er afgørende, at vi udnytter vores eksisterende infrastruktur bedst muligt og tilbyder danskerne adgang til en bred vifte af transportformer. Knudepunkter kan både bidrage til at skabe mere effektive og bæredygtige rejser, samtidig med at de reducerer belastningen på vores veje, siger Niels Skjøde Agerholm, som er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Nyt knudepunkt i Aalborg Øst
Det nye knudepunkt vil byde på:
Skiftezone for samkørsel, busser og cykler
50 ekstra parkeringspladser
Ladestandere til elbiler
Overdækket perron
Toiletbygning
Grønne områder med borde og bænke
Mulighed for opsætning af kaffeautomat og pakkeboks
Vejdirektoratet forventer, at knudepunktet i Aalborg Øst står klar med udgangen af 2023.
Kilde: Vejdirektoratet
Kan blive udbredt til andre byer
I sidste uge tog Vejdirektoratet første spadestik til pilotprojektet med udbygningen af samkørselspladsen i Aalborg Øst.
Når byggeriet er gennemført, vil det nye knudepunkt byde på en perron med kys-og-kør-zone, cykelparkering, toiletbygning og overdækket venteområde. Tæt ved perronen bliver det muligt at lade sin elbil op, og så udvider Vejdirektoratet pladsen med ekstra parkeringspladser.
- Vi ser gode muligheder i forbindelse med at omdanne vores samkørselspladser til knudepunkter i forsøget på at reducere trængsel og CO2-udledning i de større byer. Vi ser frem til at teste tilgangen i Aalborg Øst og samle vigtige erfaringer, der kan danne grundlag for fremtidige projekter på landsplan, siger Niels Skjøde Agerholm.
Når det nye knudepunkt i Aalborg står klart, vil Vejdirektoratet evaluere og se på mulighederne for at udpege flere samkørselspladser rundt om i Danmark.