'Vemodigt': Nytårsaften slutter næsten 92 år lang tradition
Foto: Tommy Hald / TV2 Nord
En epoke slutter nytårsaften, når brovagten forlader tårnet på Limfjordsbroen.
I næsten et århundrede har Limfjordsbroen i Aalborg været bemandet af en brovagt, som kan åbne broklapperne, når skibe og både gerne vil passere den. Men nytårsaften når den epoke i broens historie sin afslutning, når brovagten går hjem.
- På sin vis er det vemodigt, fordi det altid har været en del af Aalborgs dna, at vi har haft en Limfjordsbro med egen bemanding, siger Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder ved Aalborg Kommune.
Den nuværende bro over Limfjorden blev indviet 30. marts 1933. Lige siden har brohuset været bemandet, men fra nytår er det slut. Sammen med de andre klapbroer i landet skal den fremover styres fra Vejdirektoratets kontorer i Regionshuset i Aalborg.
Ingen sygemeldinger i to år
Lars Andreasen har arbejdet i brotårnet på Limfjordsbroen i lidt over tre år. Han og de øvrige brovagter er enige om, at det er en ensom, men god arbejdsplads, de nu siger farvel til. Det viser sig blandt andet ved, at der de seneste to år ikke har været en eneste sygemelding blandt brovagterne.
- Men man skal kunne lide at være sig selv, siger brofoged Lars Andreasen.
Nytårsaften klokken 18 slutter den knap 100-årige epoke, når den sidste brovagts vagt slutter.
Lars Andreasen følger ikke med ud til det nye kontrolcenter i Regionshuset. Han har fundet nyt arbejde.