Nyt talentudspil får blandet modtagelse
Regeringen vil afsætte 190 millioner kroner til udvikling af talentforløb på de videregående uddannelser for de dygtigste studerende. En god ide, lyder det fra flere gymnasier. Sociolog ved Aalborg Universitet advarer mod flere talentforløb på uddannelserne.
Regeringen vil afsætte 190 millioner kroner til talentforløb på de videregående uddannelser. God idé, lyder det fra flere nordjyske gymnasier. Sociolog advarer om uopnåelige ambitioner blandt de studerende.
På Nørresundby Gymnasium er der i dag positiv stemning omkring et nyt forslag fra regeringen om at skabe flere talentforløb på de videregående uddannelser.
Jeg tror ikke, at man skal være bange for at sige, at der er nogle, som har et talent eller nogle evner inden for et eller andet.
Anna Thomsen, 2.y på Nørresundby Gymnasium.
- Jeg synes, det er en god idé. For man får virkelig lov til at fordybe sig i et område, man er helt vildt interesseret i, siger Julie Malin Jensen, elev i 3.y på Nørresundby Gymnasium til TV2 Nord.
Hun ved, hvad hun taler om. Sammen med flere andre går hun allerede på Nørresundby Gymnasiums talenthold i bioteknologi. Hun hilser derfor initiativet velkommen. Det samme gør Anna Thomsen, elev i 2.y på gymnasiet. Også hun er en del af talentholdet i bioteknologi.
- Jeg tror ikke, at man skal være bange for at sige, at der er nogle, som har et talent eller nogle evner inden for et eller andet. Jeg tror, at det på en måde er nødvendigt med en form for værdsættelse af talent og af folk, der gerne vil lidt mere, siger hun.
Regeringen vil med et nyt talentprogram for de videregående uddannelser afsætte 190 millioner kroner og forsøge at skabe bedre rammer for, ”at de allerdygtigste studerende kan udleve deres fulde potentiale.” Sådan siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (LA) i dag i en pressemeddelelse.
Men ikke alle er lige begejstrede for regeringens forslag. Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, mener, at for mange ”talentforløb” og ”elitehold” kan være med til at skabe uopnåelige ambitioner blandt de studerende.
- Med den her type tiltag gør man de unge mennesker opmærksomme på, at der noget, som de burde kunne leve op til, som de gerne skulle kunne efterstræbe. Men der ved vi jo godt, at det bestemt ikke er alle, der kan det, siger han.
Men selv i en tid, hvor det at præstere og få gode karakterer har fyldt meget i debatten, tager rektor på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, det roligt ved udsigten til flere talentforløb på de videregående uddannelser.
- Vores erfaring er, at man i klasserne ikke ser skævt til talenterne. Og jeg tror ikke, at det er det, der gør, at nogle tror de ikke kan klare sig, siger han.
Julie Jensen, Anna Thomsen og de andre talentholdsdeltagere på gymnasiet har allerede nu fremtidsdrømme, der spænder så vidt som fra medicin over forskning til kemi og genteknologi. Og skulle det ske, at de på deres fremtidige uddannelse bliver en del af et talentprogram, gør det bestemt heller ikke noget.
- Jeg plejer tit at gå efter noget, hvor jeg kan få mere ud af det, end jeg gør i forvejen. Så derfor vil jeg helt sikkert være interesseret i at komme på sådan et hold, siger Julie Malin Jensen.
Regeringens talentudspil skal dog først behandles i folketingets finansudvalg, inden det kan blive til virkelighed.