Nyt nordjysk flyselskab: Her lander det første fly i Aalborg Lufthavn
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Eigil B. Christensen, der har skudt penge i Great Dane Airlines, og direktør Thomas Hugo Møller foran det ene af deres to nye fly.
Onsdag landede det første af to nye fly, som skal fragte Great Dane Airlines passagerer, i Aalborg Lufthavn.
Inden længe vil et nordjysk flyselskab fragte flypassagerer til og fra Nordjylland, når det nyetablerede selskab Great Dane Airlines gør sit indtog i Aalborg Lufthavn.
Med en smule forsinkelse landede onsdag aften klokken 22.20 et af de fly, der fremover skal fragte selskabets kunder. Great Dane Airlines har købt to fly, der hver kan rumme 118 passagerer. Flyene er af typen Embraer E195, og det ene af de to fly ankom altså onsdag aften til Aalborg Lufthavn.
- Det er et stort øjeblik - både for mig men også for hele Nordjylland. Jeg er glad, lød det fra en storsmilende Thomas Hugo Møller, direktør i Great Dane Airlines, da flyet stod på landingsbanen i Aalborg.
Flyet lettede fra Dublin tidligere på aftenen, og det blev modtaget i Aalborg af personale og direktør Thomas Hugo Møller samt rigmanden Eigil B. Christensen, der for nyligt har skudt næsten 1,6 millioner kroner ind i selskabet og samtidig stillede en garanti på 10 millioner kroner til driften.
Foruden de to nyindkøbte fly skal Great Dane Airlines rekruttere 12 stewardesser og 8 piloter med base i Nordjylland.
De faste afgange under Great Dane Airlines fra Aalborg vil være til Dublin, Edinburgh og Nice. I sommerperioden vil man også kunne flyve til Mallorca, Rhodos, Kreta og Varna.
Det er planen, at det nye fly skal i luften for første gang med passager 14. Juni.