Nyt kunstværk ved Musikkens Hus inviterer alle til at deltage
Thomas Dambo skaber kunstværk, der inddrager byens borgere.
I en tid hvor events bliver aflyst, er det særligt kulturen og kunsten, der lider. Men i december kan du selv være med til at skabe kunst foran Musikkens Hus på Aalborgs havnefront.
Et nyt, interaktivt kunstværk for hele familien bliver lørdag skabt foran Musikkens Hus. Det er den københavnske kunstner Thomas Dambo, der står bag de 43 bogstaver og tegn, der skal placeres i et stort stålbur på havnefronten. Meningen er, at borgere der går forbi får lyst til at interagere med værket, og skabe deres egne hilsner på en coronasikker måde.
- Jeg lever jo af at være kreativ, og derfor er det vigtigste for mig at give andre muligheden for også at være kreative, siger Thomas Dambo.
Bogstaverne er cirka halvanden meter høje, og kan køres rundt på hjul i det runde 27 meter brede bur. Og at kunsten er fysisk og mærkbar er vigtigt for kunstneren fra København.
- Jeg tror, at en sætning vejer lidt tungere, når man selv fysisk skal ud og skubbe den på plads, siger Thomas Dambo.
Kunstneren er blandt andet kendt for at have skabt store trolde ud af træ, der ellers skulle smides ud. Han har blandt andet lavet en, der i sommer blev præsenteret på Egholm.
Det er Musikkens Hus, der har bedt Thomas Dambo om at lave et interaktivt kunstværk på pladsen foran koncerthuset. For dem er det særligt vigtigt, at kunstværket er skabt bæredygtigt, og det var blandt andet en af årsagerne til, at valget faldt på Thomas Dambo. Det fortæller Pernille Dige Weltz. Hun er booking manager hos Musikkens Hus.
- Vi tror, der er rigtig mange, der går rundt og har et behov for kultur. Der er sådan lidt et vakuum lige nu, hvor folk går rundt og ikke rigtig ved, hvad de skal lave i denne coronatid. Så derfor var det vigtigt for os at lave noget, som i gode rammer stadig kunne lægge op til at man kan komme ud og lave noget i december, siger hun til TV2 Nord.
Forskellige emojis skaber mange muligheder
Der er naturligvis en begrænsning på antallet af ord, man kan lave, med de 43 bogstaver og tegn, men forskellige emojis gør, at med en smule kreativitet kan man skabe mange udtryk. Det fortæller Thomas Dambo.
- Der er jo ikke noget grund til lave den samme emoji på hver side, siger han, mens han står foran en juletræsemoji.
- Så da jeg skulle lave juletræet, tænkte jeg, at man også skulle have lov til at ytre andre meninger i emojisprog. Så derfor er den blevet sådan, at man kan sige nogle forskellige udsagn om jul, siger han, mens han drejer juletræet rundt og viser en lorteemoji på den anden side.
Værket, der er skabt af genbrugsmaterialer, kan opleves i hele december måned, og for kunstneren er succeskriteriet klart:
- Jeg håber, at folk kommer til at afkode, at de selv kan skabe noget, og jeg håber også, at der kommer til at være nogle, der bruger det til at skrive nogle udsagn, som måske forarger eller forherliger, siger Thomas Dambo.