Nyt ansigt i AaB: 21-årigt tysk talent får lejekontrakt
Foto: AaB
AaB har for resten af indeværende sæson lejet den tyske U/21-landsholdsspiller Philipp Ochs hos Bundesligaklubben TSG 1899 Hoffenheim.
Det har været småt med nyerhvervelserne indtil videre i denne sommers transfervindue for AaB. Men nu er klubben klar med et nyt navn i Superliga-truppen:
21-årige Philipp Ochs er hentet ind som ny angriber på en lejekontrakt fra TSG 1899 Hoffenheim. Han har i 56 ungdomslandskampe for Tyskland scoret 23 mål.
- Philipp Ochs har netop forlænget sin kontrakt med Hoffenheim, og i den forbindelse aftalte parterne, at et lejemål kunne være hensigtsmæssigt, hvilket har bragt os på banen, siger sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde.
- Philipp har altid været målscorer, og vi ser ham primært som angriber, men han kan også dække andre offensive positioner. På ungdomsniveau har han stor erfaring internationalt for en kæmpe fodboldnation med et af Europas allerbedste talentmiljøe. Det glæder os derfor, at vi har kunnet tiltrække Philipp, og vi har en klar forventning om, at han vil styrke vores hold rent offensivt – ikke mindst i afslutningsfasen, lyder det fra Allan Gaarde.
21-årige Philipp Ochs, der foreløbig er noteret for 26 officielle kampe for TSG 1899 Hoffenheim, ser frem til sit ophold i AaB:
- Jeg er glad for at være her, og det har betydet meget, at jeg har kunnet mærke, at klubben virkelig ønskede, at jeg skulle komme hertil. Samtidig har jeg nu set, at klubben har fantastiske forhold til træningen i dagligdagen, og nu gælder det for mig om hurtigst muligt at falde til, så jeg både kan bidrage til holdet og fortsætte min personlige udvikling, siger Philipp Ochs.
Den nye spiller vil i AaB bære trøje nummer 11 og har første træningsdag på Hornevej torsdag. Ochs kan debutere for AaB, når FC Nordsjælland gæster Aalborg Portland Park søndag eftermiddag.