Nykårede verdensmestre ville gerne have en uges ferie, men det er lige på og hårdt
Nu venter der Aalborg Håndbold noget af en opgave.
Torsdag var Aalborg Håndbold-mandskabet igen fuldtalligt, da klubbens fire nykårede verdensmestre igen var at finde i Gigantium.
Der var dog ikke gjort klar til den store fejring, som der har været de foregående tre gange, Danmark har vundet VM.
- Vi sad lige og hyggede os med en kop kaffe og et rundstykke, og så har vi fået lov til at hylde dem, når vi møder Barcelona på hjemmebane på onsdag, forklarer Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.
- Jeg synes, det er vigtigt, at alle vores fans og samarbejdspartnere kan få lov til at hygge dem, fremfor vi sad fem mennesker kun. De er også blevet hædret i de seneste dage, tilføjer han.
I stedet kunne verdensmestrene vende tilbage til træningshallen, hvor dagen bød på hård træning som normalt.
- Det er selvfølgelig fantastisk at have verdensmestre på holdet, og vi er selvfølgelig glad for, at de er tilbage igen, men nu gælder det Aalborg Håndbold, påpeger direktøren.
Glædet sig til at spille
Det var heller ikke, fordi spillerne var kede af at komme hjem til de vante rammer og en god omgang håndbold.
- Det er rart at være hjemme i klubben igen og se dem alle sammen. Jeg har savnet at spille håndbold, da jeg ikke har fået spillet en masse, så glæder mig egentlig bare til at komme hjem og få spillet en masse, lyder det fra Thomas Arnoldsen.
- Det er fedt at se drengene igen, så nu glæder vi os til at komme i gang med nogle spændende kampe, stemte Simon Hald i.
Ville gerne have haft en uges pause
Nu venter der Aalborg Håndbold noget af en opgave, når der både skal spilles Final 4 i Santander Cup, flere Champions League-kampe blandt andet mod mægtige FC Barcelona og vigtige kampe i ligaen.
Begyndende allerede mod BSH på lørdag.
- Det er lige på og hårdt, må man sige. Vi ville gerne lige have haft en uges pause måske, men det er sådan, det er, og det er heldigvis nogle sjove kampe, så det bliver ikke svært at motivere sig, lyder det fra Simon Hald.
Du kan se mere fra den første træning herunder: