Ny kaptajn i skuden: Aalborg Pirates skifter direktør
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Foto fra tidligere kamp.
Syv måneder i trøjen blev det til for tidligere direktør Morten Secher, inden ishockeyklubben måtte melde om direktørskifte. I samme omgang kunne piraterne melde ud, at det nu er tidligere økonomichef, Lars Laursen, der tager roret på piratskibet.
Tilbage i marts 2020 kunne Aalborg Pirates glædeligt fortælle, at der kom nye kræfter i klubben. Her meddelte de, at Morten Secher ville overtage posten som administrerende direktør i den aalborgensiske ishockeyklub.
- Vi har gennem mange år kæmpet for at etablere os i toppen af dansk ishockey, og med støtte og opbakning fra vores loyale sponsorer, aktionærer og tilskuere sætter vi alt ind på fortsat at være en toneangivende magtfaktor i dansk ishockey samt udbygge og styrke Aalborgs position på hockey-sportens landkort. I den forbindelse skal der nu andre ledelseskompetencer til for at samle og styrke men også udvikle vores stærke brand – Aalborg Pirates, lyder det fra bestyrelsesformand for Aalborg Pirates, Morten Fals, i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at Mortens Sechers fokus under coronakrisen, har været et andet, end klubben har haft behov for.
- Da vi i marts 2020 ansatte Morten Secher, var det ikke blot for at videreføre vort koncept, men nok så meget for at udvikle konceptet således, at vi fortsat kunne være førende i dansk ishockey. Desværre har Morten Secher først skulle igennem en total nedlukning og derefter en tid med skiftende udmeldinger om tilskuerantal i Bentax Isarena. Derfor har han uforskyldt været optaget af mange andre gøremål end de, han faktisk blev ansat til. Virkeligheden har været en anden.
Ny kaptajn ved roret
Allerede ved Morten Sechers fratrædelse, kunne klubben meddele, at tidligere økonomichef og bestyrelsesmedlem, Lars Laursen, skulle overtage posten som piraternes nye direktør.
Og det er på rigtig mange områder en rutineret Piratesmedarbejder, der nu har sat sig i direktørstolen.
- Lars Laursen kender vores organisation, koncepter og strategi til mindste detalje, så vi har fuld tillid til, at han navigerer os gennem Corona-udfordringerne og sammen med Ronny Larsen og den øvrige organisation sørger for en fortsat udvikling af vores aktiviteter. Vi føler os trygge omkring Lars og ønsker ham og medarbejderne det bedste i arbejdet, siger bestyrelsesformand Morten Fals.
Også Lars Laursen selv, er begejstret for den nye titel.
- Ledelse, økonomi og salg. Sådan vil jeg opsummere mit arbejdsliv, siger Lars Laursen, der i dag sætter sig i direktørstolen og fortsætter: Jeg er glad og stolt over, at bestyrelsen viser mig tillid ved at overdrage ledelsen af Aalborg Pirates til mig i en tid, hvor den grimme Corona-virus påvirker dagligdagen for hele den danske befolkning - også for Aalborg Pirates, siger direktør for Aalborg Pirates, Lars Laursen, i en pressemeddelelse.
Aalborg Pirates spiller deres næste kamp i Metal Ligaen lørdag 24. oktober, hvor de møder Herning Blue Fox på udebane.
Piraterne ligger netop solidt placeret i toppen af ligaen med 22 point, mod Rungsted Seier Capital der indtager andenpladsen med 20 point.
I nedenstående video ses indslaget fra marts, hvor Morten Secher blev valgt som ny direktør i klubben.