Ny Hals-Egense-færge: Elfærge skal erstatte gamle dieselfærger
De to dieseldrevne færger der har betjent Hals-Egense-overfarten siden 1950’erne skal udskiftes med en el-færge. Samtidig skal begge færgelejer udvides og moderniseres. Sådan lyder det forslag, der torsdag blev diskuteret på et møde i By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune.
Aalborg Kommune vil udskifte de to dieselfærger, der i mere end 60 år har betjent overfarten Hals-Egense. Det fremgår af den dagsorden, By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune, torsdag formiddag behandlede på et møde.
Formålet med udskiftningen ligger primært i miljømæssige hensyn. De to nuværende færger er fra henholdsvis 1955 og 1961 og sejler på diesel. Den nye færge skal være en miljøvenlig, eldrevet færge, der ikke sejler på fossile brændstoffer.
Den nye el-færge vil være en færge med åbning i begge ender med en kapacitet på 26 biler, der ved spidsbelastninger kan sejle fire ture frem og tilbage i timen.
Den nye, større færge kræver ifølge forslaget, at færgelejerne ved Hals og Egense skal udvides. Det arbejde skal dog først igennem et kommuneplantillæg og en ny lokalplan.
Da Hals Havn er en erhvervshavn skal ændringer og renoveringer godkendes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der desuden afgør, om der skal iværksættes en VVM-redegørelse. Samtidig med styrelsens proces vil Aalborg Kommune udarbejde den nye lokalplan for området.
Derudover vil projektet være i offentlig fordebat i perioden 16. marts til 13. april, hvor alle kan komme med idéer og synspunkter til forslaget.