Ny fotoudstilling sætter fokus på de ukrainske kvinders kamp i krigen
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Det er ifølge de to kunstnere ikke kun med våben i hånden, at der hver dag bliver kæmpet for moderlandet.
Ansigtet skifter fra billede til billede, men motivet er det samme. Det er kvinder, for projektet er om ukrainske kvinder under krigen. Projektet hedder "Light in the Darkness. Women during the war."
Det er de to ukrainske kunstnere Inna Stelmark og Lena Riis, der står bag projektet og som lørdag har åbnet en fotoudstilling om stærke kvinder. Billederne er taget i Ukraine og skildrer den kamp, der bliver kæmpet væk fra frontlinjen,
I otte fotografier vil de vise otte stærke kvinder, der yder en uvurderlig indsats for deres hjemland.
For det er ikke kun med våben i hånden, at der hver dag bliver kæmpet for moderlandet.
- Vi vil gerne vise, at de er stærke, de sidder ikke bare og græder, de er stærke, de hjælper og de gør det frivilligt, pointerer Inna Stelmark, der er en af kunstnerne.
Fotoudstillingen er en del af en større ukrainsk kunstudstilling hos galleriet Jarbo Contemporary Art, hvor særligt den styrke, de ukrainske kvinder besidder, er i fokus,
For at hverdagens evindelige kamp i krigen ikke bliver glemt.
- Der er nogen, der er blevet trætte af krigen og ikke vil gøre mere og måske tænker negativt, men med de her stærke kvinder, kan man se, at der stadigvæk er noget at gøre, og der er stadig en fremtid, forklarer Lena Riis, der er den anden kunstner.
De portrætterede kvinder hjælper med alt fra beskyttelsesrum til koncerter ved fronten, og kunsterne bag mener, at kvindernes arbejde i det skjulte er lige så vigtigt som mændenes på slagmarken.
- De kvinder tænker, at de ikke er vigtige, de synes ikke, at de gør noget vigtigt - de spørger hvorfor, der skal tages billeder af dem, for de gør bare, hvad de kan. Men vi synes, at det er vigtigt, vi synes, at de gør et kæmpe arbejde, konstater Inna Stelmark.
Foto-udstillingen fortsætter frem til den 5. november.
Se hele indslaget herunder: