Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ny fælles rusmiddelpolitik for ungdomsuddannelser i Aalborg

Foto: Rasmus Baaner / Ritzau Scanpix

Målet med den nye fælles rusmiddelpolitik er at sikre ensartede, sunde og trygge rammer på tværs af ungdomsuddannelserne i Aalborg.

Ungdomsudddannelserne Aalborg er i samarbejde med Aalborg Kommune blevet enige om en ny fælles rusmiddelpolitik.

Politikken skal sikre ensartede, sunde og trygge rammer for de unge og sikre dem en god start på et nyt kapitel, hvor nye studiekammerater, nyt studiemiljø og fester bliver en del af en ny hverdag.

- Det er et tydeligt signal, vi sender, når vi på tværs af alle ungdomsuddannelserne står sammen om en ny politik. Og så sikrer vi os også, at eleverne ikke vælger uddannelse efter institutionernes holdning til rusmidler, siger Torben Poulsen, rektor på Aalborghus Gymnasium.

Klik herunder for at downloade hele rusmiddelpolitikken.

Aalborg Kommune er glad for den brede opbakning til den nye fælles rusmiddelpolitik.

- Vi har et fælles ansvar for at give vores elever nogle rigtigt gode betingelser for en god studietid på ungdomsuddannelserne. Det er en vigtigt tid i de unges liv. De skal finde retning både menneskeligt og fagligt, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

Han slår desuden fast, at den nye rusmiddelpolitik ikke vil være en begrænsning for de unges sociale samvær.

- Selvfølgelig skal der være plads til masser af fester, men det skal være under ordnede forhold på ungdomsuddannelserne. Derfor er jeg meget glad for, at alle bakker op om den her nye rusmiddelpolitik, siger han.

Myter om rusmidler

MYTE: Unge, der lærer at drikke hjemmefra, får et mere ansvarligt forhold til alkohol.

FAKTA: Unge, der bliver tilbudt alkohol derhjemme, begynder at drikke tidligere og drikker mere, når de er ude.

_____________________________________

 

MYTE: Det nytter ikke noget, at forældre blander sig i unges alkoholvaner. De drikker alligevel - blot uden at deres forældre ved det.

FAKTA: Unge, der har en aftale med deres forældre om, hvornår, hvor ofte og hvor meget de må drikke, drikker mindre fuldskabsorienteret. Omkring 40 pct. af disse unge synes godt om, at deres forældre blander sig - kun 16 pct. synes dårligt om det.

 

______________________________________

 

MYTE: Alle unge har prøvet at være fuld, når de begynder på en ungdomsuddannelse

FAKTA: Hver 5. ung i alderen 15-25 år har aldrig prøvet at være fuld. Omkring en tredjedel af de unge, der har prøvet af være fuld, havde deres fuldskabsdebut efter de var fyldt 16 år.

______________________________________

 

MYTE: De fleste unge har prøvet at ryge hash. Det er helt normalt.

FAKTA: Mange unge tror fejlagtigt, at flertallet blandt deres jævnaldrende har prøvet at ryge hash. Men det er forkert. Blandt unge i alderen 16-24 år har 41 pct. prøvet at ryge hash. Kun 11 pct. har prøvet andre stoffer end hash.

______________________________________

 

MYTE: Unge går til fest primært for at drikke sig fuld.

FAKTA: Der er mange grunde til, at unge går til fest, og alkohol er en af dem. Men det at møde nye mennesker, slå sig løs og danse har væsentlig større betydning end alkohol har.

Alkoholfrie alternativer

Målet med den nye rusmiddelpolitik er, at skabe fælles retningslinjer for de forskellige uddannelsessteder, og dermed hjælpe uddannelserne til et større fokus på unges forhold til rusmidler samt det gode studieliv.

Den nye rusmiddelpolitik sikrer derfor, at elever på tværs af uddannelserne mødes under de samme retningslinjer.

Rusmiddelpolitikken sætter derfor en ensartet retning for, hvordan uddannelsesstedet skal forholde sig til studieture, ekskursioner og elevfester på skolerne.

Men politikken skal samtidig være dialogskabende for elever såvel som forældre.

- Vi vil gerne give forældrene en tryghed, når vi klart melder vores holdninger ud i forhold til brug eller misbrug af rusmidler, siger Torben Poulsen.

Aalborghus Gymnasium har da også allerede konkrete ideer, som skal imødekomme den nye rusmiddelpolitik.

- Helt konkret vil vi selv lave alkoholfrie fester for de nye elever. Vi vil lave alkoholfrie fredagscafeer, hvor det handler om andet end at drikke alkohol, siger han.

Torben Poulsen uddyber samtidig, at Aalborghus Gymnasium som altid vil holde et godt øje med de nye elever til de normale fester.

De nye rusmiddelpolitik gælder de næste fire år, hvorefter den i 2023 skal tages op til revision.

Den nye rusmiddelpolitik i korte træk

Rusmiddelpolitikken dikterer, at det ikke er tilladt at:

 

- Medbringe, indtage eller være påvirket af alkohol eller andre rusmidler i forbindelse med skolegangen.

- Euforiserende stoffer er aldrig tilladt i forbindelse med skolegangen.

 

Studieture, ekskursioner og øvrige elevarrangementer uden for skolen er alkoholfri, men skolen kan i helt særlige tilfælde dispensere fra dette såvel som i forbindelse med elevfester og lignende arrangementer så længe retningslinjer og sanktioner er talt godt igennem inden turen/arrangementet.

 

Overtrædelse af retningslinjer vil føre til, at elever bliver kaldt til en samtale med skolens studievejleder.

Er overtrædelsen af en særlig grov karakter kan følgende sanktioner komme på tale:

 

- Bortvisnings fra arrangementet

- Midlertidig bortvisning fra skolen

- Permanent bortvisning fra skolen

 

Ifølge rusmiddelpolitikken kan uddannelsesinstitutionen sikre overholdelse af narkotikalovgivningen gennem stoftests og narkohunde. 

 

 


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

Foto: Løgstør Lokalarkiv

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik de datidens såkaldte åndsvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø formidles til et bredere publikum.

- Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurerer bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

- Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

- Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Foto: Kjeld Thomsen
Foto: Klaus Nedergaard
Foto: Rigsarkivet
Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndsvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde men kunne færdes noget mere frit.

- De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen mener ikke at den grumme historie om den anbragte mænd og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

- Jeg synes jo det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.