Ny direktør i Pirates hjemsendt fra tidligere job
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Den nye midlertidige direktør Claus Holstein (th.) og bestyrelsesformand i Aalborg Pirates Morten Fals giver håndslag på aftalen.
- Jeg tænker ikke ret meget på fortiden, lyder det fra den nye direktør, som blev hjemsendt fra Port of Aalborg i 2022.
Det er en velkendt erhvervsmand, som Aalborg Pirates har hevet ind som ny midlertidig direktør efter fyringen af den daværende direktør Lars Laursen.
Lars Laursen blev hjemsendt, efter han ifølge klubben havde sminket piraternes regnskab.
Tavlen viskes nu ren med nyerhvervelsen af Claus Holstein, der er tiltrådt per dags dato.
Claus Holstein har dog selv været hovedperson i en række kritiske historier. Han har tidligere været direktør i Port of Aalborg. Her ophørte ansættelsen dog brat efter 15 år.
Stoppede pludseligt
Det skete blandt andet, efter B.T. Aalborg afslørede, hvordan penge fra havnen cirkulerede over i foreningen Cool East og videre til piraterne. Noget eksperter kaldte på grænsen til ulovligt.
Ikke nok med det har Nordjyske tidligere fortalt, at Claus Holstein har taget et ulovligt kapitalejerlån i sin private virksomhed, hvilket han efterfølgende var ude at sige 'var en beklagelig fejl'.
Trods dét slår Aalborg Pirates' i sin præsentation af den nye direktør på, at han er valgt på grund af sin store erfaring fra tiden som direktør i den kommunalejede havn, Port of Aalborg.
- Claus kommer med tung erfaring som tidligere direktør i Port of Aalborg og bestyrelsesmedlem i virksomheder, der har et omfang, som er meget større end Aalborg Pirates, siger bestyrelsesformand i Aalborg Pirates, Morten Fals.
Du kom fra havnen på en lidt træls måde i 2022. Hvordan vil du genoprette troværdigheden og vise fans, at du er den rette mand til det at styre klubben?
- Jeg skal vise, at jeg har energien og forstår forretningsmodellen, og det eneste der tæller er resultaterne. Både sportsligt og økonomisk. Jeg tænker ikke ret meget på fortiden. Jeg har lykkes med rigtig mange ting, og jeg kommer også til at lykkes med det her, siger Claus Holstein til TV2 Nord.
Hør hele interviewet med Claus Holstein i bunden af artiklen:
Millioner rejst
Det nordjyske hold har efter sagen om dokumentfalsk sikret klubbens fundament ved at rejse 4,5 millioner kroner i sponsorater og lånekapital. Det omfattende redningsarbejde er dog ikke helt i mål. Klubben er fortsat på jagt efter yderligere én million kroner, så næste års hold kan spille med i toppen af Metal Ligaen.
- Mit fokus bliver at gøre Aalborg Pirates til en økonomisk bæredygtig klub i mange år frem. Blandt andet via større samarbejdspartnere og en stærk organisation. Der er tale om en klub, der har været ude for en uheldig hændelse, men det er en sund og veldrevet organisation, siger Claus Holstein.
Lige nu arbejdes der på at få sammensat truppen til næste år.