Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ny borgmester i Aalborg indrømmer svaghed: Vil have alle med

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

- Det er rigtigt, at jeg fra naturens side gerne vil have alle med. Det ligger i min DNA, lyder det fra Lasse Frimand Jensen, der i går aftes blev valgt som de aalborgensiske socialdemokraters spidskandidat. Men flere i hans omgangskreds er spændte på, hvordan han vil håndtere at man som borgmester ikke kan være ven med alle.

Har du den nødvendige brutalitet, vilje til at sætte dig igennem?

– Det har jeg i hvert fald udviklet. Men det er rigtigt, jeg vil gerne få alle med. Jeg tror meget på det Anker (tidligere statsminister Anker Jørgensen, red.) altid har sagt, nemlig, at når vi går fremad skal man kigge sig over skulderen og huske at sikre sig at alle er med. Men det er altså også tit vi skal træffe en beslutning og stå ved den, slår den unge socialdemokrat og kommende borgmester fast.

Hans gode kollega i byrådet den radikale Daniel Nyboe Andersen peger også på trangen til at omfavne alle, som Lasse Frimand Jensens største udfordring.

- Skulle man pege på en ulempe er det, at han gerne vil være venner med alle. Og som borgmester kan man ikke altid være det, siger Daniel Nybro Andersen, der tilføjer, at den påpegede svaghed samtidig er en styrke.

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

- Lasse er et rigtigt rart menneske, som interesserer sig for sine medmennesker og sine kollegaer. Og han vil gerne være venner med alle. Det er en stor fordel, når man gerne vil stå i spidsen for en stor by, hvor samarbejdet er vigtigt.

Farfar er stolt

I Brønderslev møder TV2 Nord en stolt farfar – tidligere socialdemokratisk borgmester i Støvring – Kjeld Jensen.

På opfordring hiver han fotoalbum ud af reolen for at vise billeder fra barnebarnets liv.

– Nej, her er han ikke. Jeg tror han var i Uganda da vi fejrede Guldbryllup. Han skrev jo sit speciale dernede, lyder det fra Kjeld Jensen, men så er der bid i et andet ældre fotoalbum.

– Jo, der er de jo Lasse og hans bror Rasmus. Han var en god og kærlig dreng, med en god social forståelse. Det har Henning G. også sagt til mig en gang. Så helt galt kan det ikke gå. Men jeg håber han er stærk nok til at klare det. For det bliver vanskeligt at være borgmester i Aalborg. 

- Folks forventninger er store og i en stor kommune som Aalborg kan borgmesteren ikke holde styr på det hele, men det er ham der får øretæverne og det håber jeg han kan klare at tage imod. Men hvis han er lidt ligesom sin far Frank (Frank Jensen, tidl. minister og overborgmester, red.) og mig skal det nok gå.

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Men er han viljefast nok. Har han karakteren til at skære igennem. Han er måske kendt som en lidt blød mand?

- Ja, det synes jeg. Det tror både Frank og jeg på. Og selvfølgelig har jeg stor tiltro til, hvad Frank mener om situationen. Han er også vokset med opgaverne, lyder det fra farfar og i otte år borgmester i Støvring Kommune. Det er en familie, der har taget sin tørn i demokratiets tjeneste. Pligt og ansvar og det der skal til, løber i blodet.

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

- Det er ikke mig, der har opfordret ham, siger mor

I Lasse Frimand Jensens baghave møder vi Jane Frimand Pedersen. Lasses mor, der er hjemme hos sønnike i Nørresundby for at passe sine børnebørn. 

Hun er selv socialdemokrat helt ind i knoglerne og som sådan både stolt og begejstret for at Lasse nu får borgmesterkæden på. Men, hun slår også hurtigt fast, at det ikke er hende, der har opfordret sønnen til at søge magten.

– Nej, det er det ikke. For det er også hårdt og der er en bagside. Men Lasse har taget det så fint undervejs. På dagen da stemmerne skulle offentliggøres stod han op og løb en tur og var sammen med sine børn. Han lod sig ikke mærke med noget, så jeg tror på det går godt, smiler en glad Jane Frimand Pedersen, der tale med stor vægt som hustru til en mand, med årtier i toppen af dansk politik.

- Jeg kunne ikke klare det

Også barndomskammeraten Jonas Jensen, der har fulgt Lasse Frimand Jensen siden børnehaveklassen, tror på, at den ny borgmester vil gøre det godt.

– Han er godt til at sætte sig et mål og få det fulgt til dørs. Og nogle gange ved man ikke, hvor han finder kræfterne. For han har både børn og kone, arbejde og politik. Han stiller op over alt. 

- Så sidder han med en guitar på et plejehjem, så kommer han forbi for at se Liverpool spille. Jeg kunne ikke, siger Jonas Jensen der ikke ligger skjul på sin begejstring på vennens vegne, men ligesom andre også peger på akilleshælen.

– Alle folk skal med, også der hvor vi andre godt kan tænke, der er han for god af sig. Men så siger han, nej nu skal i bare se, griner Jonas Jensen. 

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.