Ny AaB-træner vidste ingenting om ny rolle
Oscar Hiljemark startede som spiller i AaB og blev siden assistenttræner.
Oscar Hiljemark skal føre AaB gennem nedrykningsspillet i stedet for fyrede Erik Hamrén.
Det var egentlig meningen, at Oscar Hiljemark skulle være spiller for AaB, men en skade gjorde spillerkarrieren til en kort fornøjelse. I stedet fik han rollen som assistenttræner. En rolle, han har haft de seneste to år.
Med øjeblikkelig virkning indtog han mandag sin tredje rolle i klubben - nu som holdets træner.
AaB er en klub, jeg stadig tror på
Oscar Hiljemark
Og det var ikke en rolle, han havde havde forberedt sig på, da han mandag morgen mødte på arbejde.
- Vi kommer ind og får informationen om, at en kollega og ven, Erik (Hamrén, red.), ikke skal arbejde med os længere. Først skal jeg tage den information ind, og så får jeg at vide, at jeg skal gøre alt i min magt for, at vi skal overleve, siger Oscar Hiljemark kort efter sin forfremmelse.
- Det er bare trist
Søndag tabte AaB på hjemmebane mod Randers FC og havnede derfor nederst i Superliga-tabellen. Det betyder, at der forude venter 10 kampe i nedrykningsspillet, hvor Oscar Hiljemark skal forsøge at hæve holdet fra den nuværende placering som bundprop og op over nedrykningsstregen.
Det er dog ikke et arbejde, svenskeren tager fat på med det samme.
- Det er ikke noget, jeg går og tænker voldsomt på lige nu. Det er aldrig sjovt, når en kollega skal sige farvel. Erik er et virkelig fint og godt menneske, så det er bare trist, siger Oscar Hiljemark.
Den nye træner har derfor erklæret restitutionsdag mandag, men tirsdag bliver fodboldstøvlerne fundet frem igen.
Hør nogle af reaktionerne på trænerskiftet her:
- Fra og med i morgen er det en ny dag, og så må vi forsøge at finde en løsning. Det handler om at se fra kamp til kamp og se på de spillere, vi har tilgængelig, siger Oscar Hiljemark.
Hvad taktikken bliver, har han ikke gjort sig tanker om endnu, men han vil starte med at tage spillerne til individuelle samtaler.
Spillerne må bakke op
Også anfører Lucas Andersen er påvirket af mandagens trænerfyring.
- Det har været en utrolig følelsesmæssig formiddag - både ovenpå nederlaget i går og fyringen af Erik. Det er hårdt, når man arbejder for et fælles mål og leverer benhårdt arbejde på træningsbanen og har en forhåbning om, at man hver eneste weekend kan levere et resultat. Så vi er selvfølgelig rigtig kede af det, siger anføreren.
Hvor meget ansvar bærer i spillere for den situation, I står i?
- Meget. Vi er jo heller ikke interesserede i, at det skulle ende på den måde, det gør. Vi forsøger at levere, og jeg synes, jeg ser et hold, der ikke giver op. Så er det nogle andre, der træffer beslutningen, og den kan vi så kun bakke op om, siger Lucas Andersen.
Anføreren mener, at holdet har kreeret mange chancer og været stabile, men når det kommer til de sidste procenter, hvor det skal afgøres i feltet halter det. Det håber han, at den nye træner kan ændre på.
- Forhåbentlig kan det være med til at sætte skub i det. Det er set før, og jeg har også selv oplevet det før, at der kommer en ny ind og tager styringen og skaber lidt energi, og forhåbentlig kan man omsætte det til noget ude på banen.
Også den nye træner har troen endnu.
- AaB er en klub, jeg stadig tror på. Det er en spillertrup, som jeg har en stor forhåbning til, og som, jeg ved, har kvalitet. Nu handler det om at komme ud med en positiv indstilling de næste 10 kampe, siger Oscar Hiljemark.