Nu kan du aflevere dine brugte batterier i pakkeboksen
Et nyt tiltag i Aalborg Kommune skal gøre det lettere at komme af med farligt affald.
Nu kan du snart slå to fluer med ét smæk, hvis du bor i Aalborg Kommune, hvor du fra og med onsdag kan aflevere dine brugte batterier omtrent samme sted, som du handler.
De fleste husejere er i dag udrustet med en lille rød spand, hvor de kan placere deres farlige affald og lade skraldebilen tage sig af resten. Men det er endnu ikke tilfældet for dem, som bor i lejlighed.
Derfor har Aalborg Kommune nu udvalgt en lang række pakkebokse, som får reserveret de to nederste rum til farlig affald.
- Al erfaring, vi har fra affaldssortering, viser, at borgerne enormt gerne vil sortere deres affald, hvis man giver dem muligheden for det. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at folk hurtigt tager de her bokse til sig, lyder det fra Anna Aaen (EL), der er rådmand for Klima og Miljø i Aalborg Kommune.
De nye rum åbnes ved at scanne en QR-kode på telefonen, hvorefter man kan placere farlig affald som for eksempel elpærere, batterier og sprayflasker i en rød kasse og lukke boksen igen.
- Pointen er, at hvis vi alle sammen gør det, så har det en enormt stor påvirkning, fortæller rådmanden.
Fra i morgen står 34 pakkebokse klar til at modtage det farlige affald, mens der på sigt gerne skulle være hele 50 af slagsen.
Du kan se et kort over de tilgængelige pakkebokse her.
Hele indslaget om det nye tiltag kan ses herunder: