Nu forklarer politiet voldsom video af anholdelse
Foto: Rigspolitiet
(Genrefoto).
- Vores egen umiddelbare vurdering er, at betjentene har handlet i overensstemmelse med reglerne og i øvrigt gjorde, hvad der desværre var nødvendigt, siger politiinspektøren.
Opdateret mandag 11. januar klokken 11.59: Den 37-årige psykisk syge mand er udskrevet fra skadestuen uden de store fysiske mén. Han er nu indlagt på den psykiatriske skadestue. Det oplyser Nordjyllands Politi, der herefter ikke har haft yderligere kontakt med ham.
Søndag har der floreret videooptagelser på flere sociale medier af en anholdelse på Vesterbro i Aalborg.
Omkring klokken 07.00 blev en mandlig politibetjent pludselig overfaldet af en 37-årig mand med knytnæveslag, da patruljen var i gang med at håndtere en anden sag vedrørende et knivstikkeri.
Den 37-årige mand viste sig senere at være psykisk syg.
Manden blev pågrebet af patruljen og fastholdt på stedet, fordi han fortsatte med at være voldelig og opfarende. Det oplyste Nordjyllands Politi tidligere på Twitter.
Flere borgere har optaget anholdelsen og delt videooptagelserne, hvorpå man kan se parterne i tumult, og at den 37-årige flere gange bliver slået med en politiknippel. Det har medført mange reaktioner på de sociale medier.
Politiet: - Vi forstår godt, det ser voldsomt ud
Derfor går Nordjyllands Politi nu ud og forklarer og reagerer på episoden. De skriver i en pressemeddelelse, at betjentene havde svært ved at få ro på manden, og at de forsøger at undgå det, men er nødsaget til at anvende magt.
Vi forstår godt, at anholdelsen ser voldsom ud. Det ér voldsomt. Her er tale om en psykisk syg person, som desværre bliver meget voldsom og farlig. Betjentene starter med at anvende peberspray mod ham for at pacificere ham, men den har slet ingen effekt.
Claus Danø, politiinspektør, Nordjyllands Politi
- Vi forstår godt, at anholdelsen ser voldsom ud. Det ér voldsomt. Her er tale om en psykisk syg person, som desværre bliver meget voldsom og farlig. Betjentene starter med at anvende peberspray mod ham for at pacificere ham, men den har slet ingen effekt, siger Claus Danø, der er politiinspektør hos Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
- Det er vigtigt at pointere, at betjentene samarbejder om at få manden til at forholde sig roligt og pacificeret, indtil de kan mærke, at han holder op med at yde modstand. Den modstand kan ikke nødvendigvis ses på en video, forklarer politiinspektøren.
Baggrunden for episoden lyder, at politibetjenten stod og bevogtede en bil i forbindelse med en anden sag - et knivstikkeri - der udspillede sig tidligere på morgenen.
- Betjenten står alene uden for bilen, mens hans kollega sidder inde i bilen. Betjenten ser så pludselig denne 37-årige mand, som går ude på vejen og har direkte kurs mod betjenten. Da manden kommer tæt på betjenten, beder betjenten ham om at holde sig væk, men den 37-årige mand går direkte hen til betjenten og slår ham med knytnæveslag i ansigtet, forklarer politiinspektør Claus Danø og understreger, at den 37-årige ingen relation har til den anden sag.
En mandlig politibetjent blev i dag kl. 0700 overfaldet på Vesterbro i Aalborg med knytnæveslag. Patruljen var på stedet i anledning af en anden sag. Pludselig kom en 37 årig mand hen til betjenten og uden anledning slog ham med et knytnæveslag mod ansigtet. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 10, 2021
Politiklagemyndighed er orienteret om sagen
Ifølge politiinspektøren fik den 37-årige mand knubs under anholdelsen, men ifølge politiet kom han ellers ikke til skade. Dog virkede manden ifølge politiet ukontaktbar på et tidspunkt under anholdelsen, og derfor gav betjentene ham førstehjælp og tilkaldte en ambulance.
Nordjyllands Politi har omkring klokken 08 i morges orienteret Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om sagen.
- Det gør vi, fordi vi ønsker at orientere dem, så de har mulighed for at vurdere sagen. Det er helt normal procedure. Vores egen umiddelbare vurdering er, at betjentene har handlet i overensstemmelse med reglerne og i øvrigt gjorde, hvad der desværre var nødvendigt, siger politiinspektør Claus Danø.
Den 37-årige mand blev tilset på skadestuen og er nu indlagt på en psykiatrisk afdeling.