16-årig skrev Facebook-kommentar: Nu er hun dømt for terrorbilligelse
En kommentar på Ekstra Bladets Facebook-side koster 16-årig en dom for at hylde Hamas.
En 16-årig libanesisk pige fra Aalborg fik ved Retten i Aalborg tirsdag en dom på 30 dages betinget fængsel for at hylde Hamas i en Facebook-kommentar.
Det fortæller specialanklager Kim Kristensen.
Den dengang 15-årige pige skrev i en kommentar på Facebook 'Yass' efterfulgt af en blinkesmiley og et Palæstinensisk flag. Kommentaren postede hun på Ekstra Bladets Facebook-side til en artikel med overskriften 'Live: Israel angrebet med missiler'.
Derfor indkasserede hun en sigtelse for terrorbilligels af det angreb, der blev begået mod Israel 7. oktober 2023.
Krævede fire måneders fængsel
Den 16-årige pige erkendte i retten at have lavet opslaget, men hun forklarede, at hun ikke vidste, at et terrorangreb havde fundet sted, da hun skrev kommentaren.
Derudover forklarede den 16-årige, at hun qua sin familiemæssige baggrund med familie i det konfliktramte område, havde sympati for palæstinensernes sag. Hun forklarede ydermere, at hun ikke vidste Hamas var en terrororganisation.
Men det friholder hende ikke, forklarer specialanklageren.
- Man kan ikke bare straffrit skrive alt muligt, uden at undersøge hvad man kommenterer. Det har man en pligt til at gøre, før man bare taster løs.
Den dag, hun skrev kommentaren, var den dengang 15-årige pige på arbejde, forklarede hun i retten. Da hun så artiklen i sit Facebook-feed, skrev hun en hurtig kommentar, som hun efterfølgende slettede. Hun vidste ikke, at hendes handling var strafbar.
- Retten brugte tid på at finde ud af, hendes forsæt var; altså hvad måtte hun have vidst, da hun skrev kommentaren? fortæller specialanklageren.
Og retten fandt, at hun havde forsæt, og derfor indkasserede hun en dom på 30 dages betinget fængsel.
Pigen har nu to uger til at overveje, om dommen skal ankes til landsretten.