Nu er det officielt: Verdensstjernen Aron Pálmarsson skifter til Aalborg Håndbold
Foto: Pressefoto- Aalborg Håndbold
Endnu en verdensstjerne til Aalborg Hånbold med virkning fra sommeren 2021.
Aalborg Håndbold har netop bekræftet, at klubben har skrevet kontrakt med den islandske verdensstjerne Aron Pálmarsson.
Den islandske verdensklassespiller Aron Pálmarsson skifter fra FC Barcelona til Aalborg Håndbold, hvor han tiltræder på en 3-årig kontrakt gældende fra sommeren 2021, skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er kæmpe stort for os, at vi nu kan præsentere en spiller af Arons kaliber. Han er en af verdens absolut bedste spillere, og det er med stolthed, at det er lykkedes os at få Aron til Aalborg Håndbold.
Jan Larsen, direktør, Aalborg Håndbold
Den islandske verdensklassespiller Aron Pálmarsson skifter fra FC Barcelona til Aalborg Håndbold, hvor han tiltræder på en 3-årig kontrakt gældende fra sommeren 2021.
Den 30-årige bagspiller har et imponerende CV bag sig, og han har siden de sene teenageår boltret sig hos flere af Europas største klubber.
I 2009 skiftede han til THW Kiel, hvor han foruden fem tyske mesterskaber var med til at vinde to Champions League titler og desuden blev kåret som den mest værdifulde spiller ved Final4-stævnet i 2014.
Klubben har gjort det virkelig godt i mange år, og jeg har hørt meget positivt om miljøet og omgivelserne - det ser jeg frem til at blive en del af. Jeg er stadig topmotiveret og meget sulten efter at vinde flere titler.
Aron Pálmarsson
I 2015 fortsatte han i Veszprém, hvor han i 2016 blev kåret til den mest værdifulde spiller ved Champions League Final4-stævnet for anden gang i sin karriere. Siden 2017 har Aron tørnet ud for FC Barcelona.
For landsholdet er han noteret for næsten 150 kampe og knap 600 mål, og han er i dag anfører for det islandske landshold.
Det er en spiller med 10 års erfaring på de største scener, lyder det begejstret fra klubbens direktør Jan Larsen på klubbens hjemmeside.
- Det er kæmpe stort for os, at vi nu kan præsentere en spiller af Arons kaliber. Han er en af verdens absolut bedste spillere, og det er med stolthed, at det er lykkedes os at få Aron til Aalborg Håndbold. Jeg har naturligvis store forventninger til, at han kan være med til at sætte yderligere skub i vores udvikling og hjælpe os med at indfri vores store ambitioner, siger han.
Hovedpersonen selv er spændt på skiftet fra den spanske storby til det nordjyske.
- Jeg ser det som en virkelig spændende udfordring, og jeg glæder mig utroligt meget til at tørne ud for Aalborg Håndbold. Klubben har gjort det virkelig godt i mange år, og jeg har hørt meget positivt om miljøet og omgivelserne - det ser jeg frem til at blive en del af. Jeg er stadig topmotiveret og meget sulten efter at vinde flere titler, siger Aron Pálmarsson.