Nu er det officielt: Mads Duedahl skal stå i spidsen for Venstre i Aalborg
Foto: Ib William Christensen
Partiets bestyrelse i Aalborg besluttede fredag, at Mads Duedahl skal overtage posten som politisk leder for Venstre.
Godt en måned efter den knusende valgsejr til Thomas Kastrup-Larsen og resten af Socialdemokratiet, der endte med at få absolut flertal i byrådet i Aalborg, trak Tina French Nielsen sig som borgmesterkandidat for Venstre, der må betegnes som den store taber efter kommunalvalget i Aalborg.
Senere samme måned, meddelte hun at hun også ville træde tilbage som politisk leder for partiet, og siden har arbejdet med at finde hendes afløser til posten, stået på. Fredag blev det arbejde så afsluttet.
Det var næsten slået i sten, at det ville blive kulturrådmand Mads Duedahl, der skulle overtage stafetten, og sådan blev det også, da bestyrelsen for Venstre i Aalborg var samlet fredag.
Han vil tiltræde posten som politisk leder den 1. juni, når han vender tilbage fra barselsorlov, og udtaler i en pressemeddelelse, at han vil være proaktiv og positiv, men også konstruktiv og kristisk i det fremadrettede arbejde med Aalborgs udvikling skal gøres.
- Jeg er meget taknemmelig for den store tillidserklæring, der er givet af hele Venstres bagland og Venstres Byrådsgruppe - det gør mig så glad og stolt. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vise vores omverden, at Venstre er med til at gøre Aalborg Kommune et godt og trygt sted at leve og udvikle sig, udtaler Mads Duedahl i pressemeddelelsen.
Mads Duedahl har været medlem af byrådet i Aalborg siden 2010, og blev efter valget i 2013 forfremmet til rådmand for Sundheds- og Kultur-området. Den titel blev han udpeget til igen efter valget i efteråret sidste år, og nu kan han så også skrive politisk leder for sit parti på CV'et.
Mads Duedahl er, med sin nye position taget i betragtning, oplagt til valget som borgmesterkandidat, men med næsten fire år til næste valg er intet besluttet endnu.