Nu åbner ny nærpolitistation på Grønlands Torv
Den 1. marts åbner den nye nærpolitistation på Grønlands Torv i Aalborg. Her vil der blandt andet åbnes for borgerbetjening.
Lokalerne på Grønlands Torv 1 i Aalborg er nu færdigombygget, og klar til at huse en helt ny nærpolitistation. Allerede søndag flyttede de første medarbejdere fra Nordjyllands Politi ind i de nye lokaler. Resten rykker ind i løbet af februar.
Det er medarbejdere fra Forebyggelse Aalborg, som skal holde til i de nye lokaler. Herudover skal også dele af politikredsens trafiksektor med. Også medarbejdere fra lokalerne i Sundhedens Hus i Aalborg Øst flytter ind på nærpolitistationen. Dog beholder Nordjyllands Politi et kontor i Sundhedens Hus til afhøringer og møder.
På den nye lokale politistation skal der fra marts måned være borgerbetjening. Åbningstiderne for borgerne vil i første omgang være tirsdage kl. 10 – 13 og torsdage kl. 14 – 17, ligesom der vil være åbent efter aftale, hvis man har behov for at tale med politiet.
- Vores vigtige arbejde med kriminalitetsforebyggelse i Aalborg samler vi nu ét sted. Når vi på den måde forener kræfterne, så styrker vi vores indsats – til gavn for borgerne og ikke mindst for de unge i Aalborg. Vi får både styrket nærheden til borgerne og får givet vores forebyggelsesindsats et yderligere løft, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.
De lokale betjente, som tilknyttes nærpolitistationen skal løse opgaver i hele Aalborg. For eksempel skal de udføre opsøgende gadeplansarbejde, deltage i SSP-samarbejde, afholde foredrag om kriminalitetsforebyggelse og lave bekymringssamler.
Tryghed til borgerne
Også borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen er glad for den nye station.
- Vi ved, at det skaber mere tryghed for borgerne at have politiet tæt på. Hele området er i en rivende, spændende og ikke mindst positiv udvikling – og dette er et af de gode tryghedsskabende tiltag for bydelen. Når borgere og politi ser hinanden i dagligdagen, kan de lettere samarbejde og få løst problemer i lokalområdet, inden de vokser sig store. Et tæt samarbejde mellem politi, kommune, boligforeningerne, frivillige foreninger og ikke mindst borgerne i området gør, at vi hurtigere kan reagere, når der er behov for det, siger han.
Trafiksektionen følger trop
Senere på måneden flytter dele af trafiksektionen også ind på den nye nærstation. Der er tale om medarbejdere fra vejteknisk kontor samt de køreprøvesagkyndige. Dog skal de civile køreprøvesagkyndige fraflytte igen sidst på året, da de skal arbejde for Færdselsstyrelsen.
Men frem til i hvert fald 1. oktober 2021 skal køreskole-elever altså møde frem på Grønlands Torv, når de igen skal afvikle deres teori- og køreprøver – dog afhænger det af corona-situationen, hvilket der særskilt vil blive informeret om.