Nordjyske droner skal tælle truede dyr for at beskytte dem
Foto: Wild Wonders of Europe / Munier / WWF
Nordjyskk drone-teknologi skal være med til at tælle bestanden af moskusokser i Grønland.
Teknologi fra Aalborg-virksomheden Robotto skal i samarbejde med Verdensnaturfonden tælle truede dyrearter, hvis levesteder påvirkes af klimaforandringerne.
Hvad har moskusokser i Grønland og en nordjysk software-virksomhed med hinanden at gøre?
Hvis man ikke ved det, vil man måske sige ingenting, men der er faktisk en sammenhæng.
Det er afgørende, at vi kender antallet af vilde dyr for at kunne forvalte og beskytte dem bedst muligt
Bo Øksnebjerg, WWF
Droner med kunstig intelligens
Virksomheden Robotto med base i Aalborg skal nemlig lave drone-software med kunstig intelligens – og her kommer moskusokserne ind.
Teknologien skal nemlig bruges i droner, som i samarbejde med Verdensnaturfonden skal optælle bestanden af moskusokser i Grønland.
Moskusbestanden er udvalgt, fordi den ikke er optalt siden 2000, hvor bestanden blev anslået til 1.761 moskusokser, og der i øvrigt ikke er planlagt nogen kommende optælling.
- Vi glæder os til at kunne samarbejde med WWF og lokalbefolkningen om at bruge vores teknologi til at hjælpe med at registrere og optælle moskusokserne. På den måde kan vi være med til at sikre den bedste fremtid og levevilkår for dyrene, det lokale samfund og økosystemet, siger Kenneth Geipel, co-founder og CEO i Robotto.
Kæmpe område skal overvåges
Fordelen ved at bruge droner til optælling af dyrearter er, at man slipper for ressourcekrævende fly- og helikoptertællinger.
Samtidig vil udledningen af CO2 være minimal ved brug af droner med kunstig intelligens.
Partnerskabet mellem Robotto og Verdensnaturfonden (WWF) skal i første omgang finde sted i Grønland – som med et areal på 2,2 mio kvadratkilometer er en udfordrende opgave.
- Det er afgørende, at vi kender antallet af vilde dyr for at kunne forvalte og beskytte dem bedst muligt, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og fortsætter:
- Vi er derfor begejstrede for samarbejdet med Robotto, hvor vi ved at forene deres viden om droner og kunstig intelligens med vores lange erfaring med at beskytte verdens natur og dyr kan være med til at tegne konturerne af fremtidens naturbevaringsindsats.