Nordjysk virksomhed lander stor aftale med cykelhold
Det nordjyske sportsmærke Fusion har landet en aftale om et nyt partnerskab med det norske cykelhold Uno-X Mobility.
I det nye partnerskab skal Fusion udvikle og levere trænings- og konkurrence-cykeltøj til blandt andre Magnus Cort, der kører for Uno-X Mobilitys Pro Tour-hold, mens kvindeholdet også får gavn af samarbejdet.
Aftalen kalder nordjyderne selv "en milepæl".
- Hos FUSION er vi dedikerede til præcision og de små detaljer, der gør en stor forskel. Vores medarbejder-team er dybt passionerede omkring performance og har allerede været en del af flere verdensrekorder, lyder det fra medstifter Per Nissen.
- Samarbejdet med Uno-X Mobility giver os en fantastisk mulighed for at arbejde dedikeret med et cykelteam på Tour de France niveau og løfte vores ekspertise til nye højder, forklarer medstifteren i et opslag på virksomhedens side.
Tidligere har TV2 Nord fortalt om Fusions arbejde med at vride de små marginaler ud af sportstøj med etableringen af en ny vindtunnel - og netop vindtunnellen spiller ifølge sportschef hos Uno-X, Thor Hushovd en vigtig rolle for det norske mandskab.
- Adgangen til FUSION's kommende vindtunnel giver os en unik mulighed for at optimere vores udstyr og forbedre vores rytteres præstationer. Vi har store forventninger til, hvad dette kan udvikle sig til, forklarer den tidligere toprytter.