Nordjysk tøjmærke vinder international miljøpris
Foto: Better World Fashion
Tøjmærket Better World Fashion er blevet hædret med prisen "Best for Environment" for deres skindjakker.
Genbrug inden for mange dele af vores daglige forbrug kommer til at fylde mere og mere. For en gruppe iværksættere i Aalborg fylder det rigtig meget - og de er rigtigt gode til det.
Tøjmærket Better World Fashion er netop blevet hædret for deres evne til at genbruge. Deres skindjakker er lavet er 98 procent genbrugt materiale. Og det har den amerikanske non-profit organisation B Lav valgt at hylde med prisen "Best for Environment".
- Vi gør det lettere for modebevidste forbrugere at vælge et miljøvenligt alternativ. Vi vil være en del af den bevægelse, der sender modebranchen i en mere bæredygtig retning, siger Reimer Ivang, der er direktør og en af Better World’s grundlæggere.
Better World starter med skindjakker og tasker, fordi skindproduktion er én af de mest forurenende industrier i verden. Kasserede skindjakker bliver klippet op og syet om til nye. Foret er polyester, som er fremstillet af genbrugte plastikflasker. Lynlåsen og knapperne består af omsmeltet metal. Det eneste element, som ikke er 100 procent bæredygtigt er sytråden.
På grund af den særlige måde at producere jakkerne på, så findes der ikke to Better World Fashion-jakker der er ens. Better World er desuden baseret på en cirkulær forretningsmodel, hvor man enten køber jakkerne med tilbagekøbsgaranti, eller lejer sin jakke. På den måde genbruger virksomheden vigtige ressourcer, så de ikke forsvinder ud af den lukkede cyklus som Better World Fashion har skabt.