Nordjysk svømmer kåret til årets herre-atlet
Foto: (Arkivfoto) TV 2 Sporten
Viktor Bromer, der til daglig svømmer i Aalborg Svømmeklub, er blevet kåret til årets herreatlet af Dansk Svømmeunion.
I denne weekend er der Danish Open i svømning i Taastrup Svømmehal. I den forbindelse har Dansk Svømmeunion overrakt priserne som årets danske herreatlet og kvindeatlet, og i år er en af priserne gået til en nordjysk svømmer.
Den aalborgensiske svømmer Viktor Bromer er nemlig blevet kåret som årets herreatlet. Han er 25 år og svømmer til daglig i Aalborg Svømmeklub.
Viktor Bromer har i den grad vist sit værd på de internationale svømmebaner. I de seneste år har han deltaget i finaler i EM, VM og OL, og har også vundet flere medaljer. Heraf kan nævnes en guldmedalje ved EM i 2014 og en sølvmedalje ved EM i 2016.
Prisen blev overrakt af Lotte Friis, som ved prisoverrækkelsen blandt andet sagde:
- Viktor B. Bromer har efterhånden tilhørt den absolutte top af national og international svømning i en del år, hvor han har vist stabilt højt internationalt niveau med finaledeltagelse ved både EM, VM og OL gennem de seneste år. Han er kendt for at være meget målrettet og ekstremt dedikeret til sin sport, ligesom han aldrig har været bange for åbent og ærligt at stille sig frem for at vise og fortælle om sine sportslige ambitioner.
Årets kvindeatlet blev den 22-årige svømmer Emilie Beckmann, der svømmer for Tune IF/GTI/NTC.
I forbindelse med OL i 2016 lavede TV2 Nord et portræt af Viktor Bromer og hans holdkammerat, Mie Ø. Nielsen.