Nordjysk socialdemokrat forlader partiet i vrede: - Nok er nok
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Sådan så det ud, da Peter Duetoft stille op for Socialdemokratiet ved seneste kommunalvalg. Nu er det slut.
Det tidligere folketings- og byrådsmedlem Peter Duetoft fra Sindal har fået nok efter regeringens beslutning om at flytte asylbehandling til den afrikanske stat Rwanda.
Efter 15 års medlemskab af Socialdemokratiet har fhv. folketings- og byrådsmedlem Peter Duetoft fra Sindal meldt sig ud af partiet. Det sker i utilfredshed med regeringens udlændingepolitik.
Den udløsende faktor har, skriver han på Facebook, været planerne om, at behandlingen af ansøgninger om asyl i Danmark skal foregå i Rwanda, hvor man også skal bo, såfremt man opnår asyl.
- Nu må I altså holde op. Flere har spurgt mig, hvordan jeg kan leve med regeringens politik på dette område. Nu svarer jeg: Nok er nok, lyder det fra den 72-årige nu forhenværende socialdemokrat.
Opbakning fra tidligere leder
Peter Duetoft spillede i en lang årrække en central rolle i Centrum-Demokraterne, som han fra 1988 til 2001 repræsenterede i Folketinget, valgt i Nordjylland, som han også flyttede til.
2006 meldte Peter Duetoft sig ind i Socialdemokratiet. Han valgtes i 2009 til byrådet i Hjørring, hvor han havde sæde, en del af tiden som gruppeformand, frem til nytår.
Han manglede seks stemmer for at opnå genvalg til byrådet ved valget i november i fjor. Efterfølgende er han blevet ansat som leder af herregården Odden i Mygdal.
CD’s mangeårige leder, fhv. minister Mimi Jakobsen, skriver i en kommentar på Facebook, at hun lokalt stemmer på Socialdemokratiet, men at partiet landspolitisk har været på en lang glidebane nedad.
- Jeg er glad for din beslutning, skriver hun til Peter Duetoft.
Ikke overraskende
Formanden for Socialdemokratiet i Hjørring, Torben Kaptain, siger til TV2 Nord, at Peter Duetofts beslutning ikke kommer som det helt store chok.
- Peter har altid haft en ret menneskelig holdning, når det gælder udlændinge, og det har ikke altid været i tråd med det, partiledelsen har valgt, siger formanden.
Kan du følge ham i hans kritik?
- Jeg synes personligt, det er lidt søgt, det her med asylbehandling i Rwanda, og jeg havde håbet, at Peter var blevet og havde taget kampen internt. Men jeg tager hans beslutning til efterretning, siger Torben Kaptain.