Nordjysk satellit-virksomhed børsnoteres
Gomspace fortsætter med at række ud efter stjernerne. Nu går de på børsen
Den nordjyske virksomhed GomSpace, der er startet af tre tidligere AAU-studerende, bliver nu børsnoteret.
De startede som tre studerende på Aalborg Universitet tilbage i 2007. Men nu tæller virksomheden 40 ansatte og har blandt andet NASA og ESA (europæiske rumfartsorganisation) som kunder. Nu er det næste skridt for GomSpace en børsnotering.
I en pressemeddelelse skriver virksomheden at en børsnotering vil lette GomSpaces adgang til yderlig kapital og stille virksomheden endnu stærkere end i dag, hvor GomSpace allerede indtager en position blandt de førende på markedet som leverandør af komponenter, platforme og hele missioner til rumfartsindustrien.
I alt er der kunder fra 35 forskellige lande. GomSpace har deltaget i over 40 satellitmissioner og har fuldført ikke mindre end 2 succesfulde missioner med egne satellitter, heraf blandt andet GOMX-3 satellitten, som sidste år var med første dansker, Andreas Mogensen, i rummet.
Rumfartsindustriens udviklingspotentiale og efterspørgslen på nanosatelitter vokser, og i de senere år er der sket en kommercialisering på området. Feltet har gennem mange år været præget og drevet af en forskningsorienteret interesse og tilgang, men i dag tænkes nanosatellitter i langt højere grad naturligt ind i brancher som militær, telekom, det maritime erhverv og luftfart. Og teknologien skaber værdi i samfundssituationer, der kan være med til at ændre tilværelsen for mennesker.
Fakta
- GomSpace bliver børsnoteret på NASDAQ First North, Premier i Stockholm
- Første handelsdag er d. 16. juni 2016
- Det er Stockholm Corporate Finance der forestår børsnotering for GomSpace
- Aktierne kan tegnes gennem Nordnet fra d. 19. maj – 1. juni 2016
- Der bliver oprettet et svensk holdingselskab ved navn GS Sweden AB, som er det selskab der vil blive noteret på børsen som hovedejer af GomSpace Aps i Aalborg
- 80% af aktiesalget er garanteret på forhånd
Den nye bestyrelsesformand for GomSpace A/S og GS Sweden AB er Jukka Pertola, der i dag er administrerende direktør for Siemens i Danmark.
- Jeg har fulgt GomSpaces udvikling de senere år. Rumfartsindustrien er i dag markeret af stigende vækst, og jeg tror, vi vil opleve fortsættelse af den tendens i de kommende år. Dagsordensættende aktører på markedet vil være dem, der formår at tilpasse deres forretning til en industri, hvor behovet for volumen i udvikling og produktion afløser efterspørgslen på enkelstående løsninger. Der vil i særdeleshed være fokus på rumfartsteknologiens evne til værdiskabelse, understreger Jukka Pertola, som bag sig har 20 års ledelseserfaring i industrielle virksomheder og 10 års erfaring med internationale bestyrelsesposter.
GomSpace blev etableret i 2007 af tre studerende fra Aalborg Universitet (AAU). De stærke relationer til AAU opretholdes blandt andet via virksomhedens co-location i NOVIs forskerpark, hvor nærhed til forskermiljøet og forskningsfaciliteter på universitetet og universitetshospitalet er i højsædet. GomSpaces nuværende primære investorer (NOVI, Borean og HL Invest) glæder sig over virksomhedens udvikling de senere år, som startede ved de tre studerendes drøm i årene 2001-2003 om at sende en satellit i rummet.
- GomSpace er det ypperste eksempel på hvad NOVI står for. Vi er i den grad stolte over at have bidraget til denne succes med kuvøse i form af investering såvel som de fysiske rammer”, siger Jesper Jespersen, direktør i NOVI.