Nordjysk politihumor går verden rundt: - Gå hjem og øv dig
Foto: Arkiv
En gademusikant i Aalborg, der fik det glatte lag af politiet, er blevet en verdenshistorie.
Her i Nordjylland har vi længe vidst, at vores lokale betjente har humor i verdensklasse. Nu er det også gået op for resten af verden, efter en historie om en bortvist gademusikant i Aalborg har sat gang i lattermusklerne i både Norge, England og USA.
Det er især måden, episoden er beskrevet på i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi, der har fået historien til at rulle. Overskriften lyder nemlig:
- TODAY IS GONNA BE THE DAY THAT THEY'RE GONNA THROW IT BACK TO YOU.
En linje, rigtig mange mennesker kan synge med på fra Oasis' megahit "Wonderwall" - men også en linje, en patrulje ikke rigtig var i humør til at høre fra en gademusikant foran 7/11 på Bispensgade torsdag aften i sidste uge.
I hvert fald skrev politiet dengang om hændelsen, at "guitaristen spillede højt, dårligt og larmende. Han lød i hvert fald slet ikke som Liam Gallagher."
Den dårlige optræden fik patruljen til at standse op og tage en snak med musikeren. Og den snak endte altså med, at politiet sendte manden hjem for at øve sig.
Medier som musikmagasinet NME, The Independent og Consequence of Sound er blandt dem, der har grebet historien. Og ifølge Berlingske er historien også blevet nævnt i lokalradioer rundt om i verden.
Beretningen fra Nordjyllands Politi endte i øvrigt med ordene: "Bare fordi du kan spille Wonderwall, er det ikke ensbetydende med, at du skal."