Nordjysk motorvej får "grøn" asfalt som en af de første
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Den nye asfalt får biler til at køre 1,2 procent længere på literen - og det bliver sammenlagt til en kæmpe CO2-besparelse.
Det er en verdenspremiere der finder sted når Vejdirektoratet i løbet af året skal lægge ny asfalt på 156 kilometer statsvej rundt om i landet - og blandt den 20 kilometer lange strækning på E39 fra Aalborg til Brønderslev.
Det er nemlig ikke en hvilken som helst asfalt, der skal lægges ud. Det er "grøn" asfalt. Klimavenlig asfalt.
I ni år - siden 2011 - har Vejdirektoratet sammen med udenlandske forskere og asfaltindustrien arbejdet på at udvikle den nye type asfalt som ifølge prognoser kommer til at spare atmosfæren for mange tusind tons CO2. Og nu er forskning altså blevet til virkelighed, der er klar til at blive lagt ud på vejene.
- De 156 kilometer i år er kun begyndelsen, forklarer Gert Ahé der er områdechef i Vejdirektoratet.
- Det er den her asfalt vi skal bruge fremadrettet så om 15-16 år når hele statsvej-nettet har fået et nyt lag asfalt er vejene virkelig blevet grønnere, fortæller han til TV2 Nord. Det handler om i alt cirka 3800 kilometer vej - heraf cirka 2000 kilometer motorvej.
Længere på literen på grøn asfalt
Den grønne asfalts hemmelighed er, at rullemodstanden er mindre her end på almindelig asfalt. Det betyder, at biler kan køre længere på grøn asfalt end på almindelig - på den samme mængde energi. Og derfor udleder de mindre CO2 pr. kilometer.
Rullemodstand kan du selv opleve i haven: En bold triller længere på en kortklippet græsplæne end på en langhåret.
- Vores beregninger viser, at biler og lastbiler kører 1,2 procent længere på literen på den grønne asfalt, men vi stopper jo ikke med at udvikle produktet her, siger Gert Ahé.
- Hvis vi kan få hævet brændstolføkonomien til 1,5 eller 2 procent gør vi da det, siger områdechefen og forsikrer, at den lavere rullemodstand ikke betyder, at man er gået på kompromis med sikkerheden.
- Det er selvfølgelig testet helt præcist, at køretøjer kan bremse godt og sikkert på den nye asfalt. Ellers kunne vi slet ikke lægge den ud, siger Gert Ahé.
Rigtig god klimainvestering
1,2 procent lyder måske ikke af meget, men med mange biler på vejene bliver det hurtigt en besparelse, der er til at tage og føle på. Og så er den grønne asfalt faktisk en af de miljøinvesteringer, der betaler sig selv hurtigst.
- Hvis man ser på, den effekt man få ud af investeringen økonomisk, så er klimavenlig asfalt faktisk en bedre investering end havvindmøller, fortæller Gert Ahé.
Se de strækninger der skal have "grøn" asfalt i 2020