Nordjysk kommune skovler millioner ind på parkering
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Kommunernes indtjening på parkering slår igen rekorder.
Betalingsparkering, beboerlicenser og p-afgifter giver fortsat godt i landets kommunekasser. Her har p-indtægterne rundet en milliard kroner.
Sidste år parkerede billisterne sidste år for intet mindre end 1.081.070.247 kroner. Et rekordbeløb, viser FDMs gennemgang af kommunale parkeringsindtægter for 2023.
Her kommer knap 792 millioner kroner fra betalingsparkering og beboerlicenser, hvor af de 289 millioner kroner kommer fra parkeringsafgifter.
Dermed er kommunernes bruttoindtægter fra parkering på 10 år vokset med knap 300 millioner kroner.
En belejlig indtægt for nogle kommuner
Selvom det fortsat er Københavns Kommune, der har den suværent højeste indtægt på 649 millioner kroner, så er Aalborg nummer fire på listen med en p-indtægt på 47.472.000 millioner kroner i 2023.
Ifølge chefkonsulent i FDM, Dennis Lange er der ingen tvivl om, at det bliver dyrere for billisterne at parkere.
Kommunernes p-indtægter
København er klar nummer ét på top 10-listen over kommunernes bruttoindtægter på parkering.
København: 649.000.000 kroner
Aarhus: 116.731.442 kroner
Frederiksberg: 91.595.373 kroner
Aalborg: 47.472.000 kroner
Odense: 32.693.202 kroner
Køge: 12.869.299 kroner
Silkeborg: 12.220.770 kroner
Randers og Favrskov: 9.969.602 kroner
Svendborg: 9.195.669 kroner
Vejle: 7.488.951 kroner
Tal fra FDM
- For nogle kommuner er det en belejlig indtægt, der bruges til at betale udgifter, der intet har med bilister eller infrastruktur at gøre. Dertil kommer, at kommuner kun må indføre betalingsparkering af trafikadfærdsregulerende årsager, fortæller han.
Men på trods af klare regler, kan nogle kommuner ikke modstå fristelsen og forsøger at indføre betalingsparkering som en måde at dække huller i budgettet.
For stor en fristelse?
Og den går ikke ifølge Dennis Lange.
- Det er et ulovligt formål. Vi har tidligere efterlyst, at man mindskede kommunernes incitament til at stramme parkeringsskruen. Det viser eksemplerne, at der er behov for, siger han.
For de seneste års eksempler på kommuner, der bryder loven, er med til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne skal have lov til at have betalingsparkering, mener Dennis Lange.
- Det står i hvert fald klart, at den nuværende model efterlader en for stor fristelse for flere kommuner til at bruge betalingsparkering som finansieringskilde i strid med reglerne, siger han.
57 kommuner har i dag parkeringskontrol og 25 betalingsparkering.