Nordjysk forsker var med til at få drabsdømt mor benådet: - Vi er i hvert fald bestået
Foto: TV2
Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard var i februar i Sydney for at fremlægge resultaterne af deres forskning.
Professor Michael Toft Overgaard kalder det 'helt vildt', at hans forskning har været med til at få australsk mor benådet.
Michael Toft Overgaard fra Frederikshavn er professor i proteinvidenskab.
Og han er måske ikke altid vant til, at hans forskning har så vidtrækkende konsekvenser, som hans forskning i en sjælden genfejl har haft for en australsk mor, der er dømt for at slå sine fire børn ihjel.
I nat blev hun nemlig benådet af statsanklageren i delstaten New South Wales i Australien, Michael Daley.
- Det er mærkeligt, at det har en så stor og tydelig effekt og så i så vild en sag, siger Michael Toft Overgaard, da TV2 Nord fanger ham på telefonen, mens han er på laksefiskeri i Norge.
- Det er lidt uheldig timing, når nu jeg sidder heroppe. Vi vidste ikke, hvordan, hvor hurtigt og hvornår, dommeren ville komme frem til en konklusion.
Derfor var det også en journalist, der vækkede Michael Toft Overgaard, og som kunne overbringe beskeden om, at den drabsdømte mor var blevet benådet.
- Jeg tror bare, jeg tænkte: 'Hold da op, det var vildt'. Vi kunne regne ud, hvad vej det ville gå, men derfor var det vildt alligevel.
Han har været leder af det forskerteam, som har været med til at påvise, at den genfejl, som i hvert fald to af Kathleen Folbiggs børn havde, kunne føre til hjertestop.
Se videoen fra pressemødet her:
- Først viste vi ved at genskabe genfejlen i proteinform, at den er skadelig. Så fik vi udgivet en videnskabelig artikel, og der bliver så anmodet om, at hun skal benådes. Så det er skridt for skridt blevet mere og mere vildt, lyder det fra professoren.
I 2003 blev den dengang 35-årige mor dømt for at have kvalt sine fire børn.
Sagen begyndte i 1999, da en retsmediciner obducerede det fjerde barn, datteren Laura. Han fandt ud af, at de fire små søskende i løbet af 10 år var døde pludseligt og uden forklaring.
Der var ingen tegn på mishandling eller på, at børnene var blevet kvalt. Men retsmedicineren undrede sig og kontaktede politiet, som indledte en efterforskning og rettede mistanken mod moren Kathleen Folbigg.
Sagen kort
Sønnen Caleb døde 20. februar 1989, han blev 19 dage.
Sønnen Patrick døde 13. februar 1991, han blev 7 måneder.
Datteren Sarah døde 30. august 1993, hun blev 10 måneder.
Datten Laura døde 1. marts 1999, hun blev 18 måneder.
Hos ingen af børnene var der tegn på, at de var blevet mishandlet eller kvalt. Derfor var det først, da Kathleen Folbigs fjerde barn, Laura, døde, at man rettede mistanken mod moren.
Folbigg fik 40 års fængsel for manddrab på Caleb, Sarah og Laura samt uagtsomt manddrab på Patrick i maj 2003. Straffen blev senere nedsat til 30 år.
Hun blev idømt 40 års fængsel, men senere blev straffen nedsat til 30 år i fængsel, hvoraf hun altså nåede at afsone 20 år, inden hun i nat dansk tid blev benådet med nordjysk hjælp.
- Vi blev kontaktet af australske forskere, som fandt mutationen. Jeg var en del af en høring i 2019 efter de havde fundet mutationen, men der konkluderede dommeren bare, at han nu troede, hun var endnu mere skyldig. Der er nogen, der har svært ved at se, hvor farlig den her mutation er, siger Michael Toft Overgaard.
- Det er helt vildt, at vores forskning har haft den påvirkning og den konsekvens, at hun pludselig kommer ud.
I februar var han sammen med sin kollega Mette Nyegaard i Sydney igen for at vidne.
- Vi sad i vidneskranken i fem timer i træk. Men nu er karakteren kommet. Vi er i hvert fald bestået, slutter Michael Toft Overgaard.