Nordjysk fodboldboss i 'håbløs' kamp mod verdens mægtigste fodboldleder: Under VM sad de sammen, og så fortalte Jesper fra Skørping en sandhed eller to
Jesper Møller, tidligere formand i AaB og fra Skørping, kom pludselig i vælten under VM. Nu fortæller han afgørende nyt.
- Jeg kan godt se, jeg er vred.
Jesper Møller havde aldrig selv set det måske mest omtalte pressemøde under hele det skandaløse VM i Qatar.
Fodboldformanden for hele DBU, både de hundredetusinde breddespillere og de allerstørste stjerner på landsholdet, satte sig pludselig frem med bidsk mine, knugede en kuglepind og "far er hverken sur eller skuffet - far er rasende"-retorik.
- Jeg har aldrig set noget lignende. Det er fuldstændig uacceptabelt, tordnede han over, at Danmark - og dermed spillerne og trænerne - under VM pludselig blev frataget muligheden for, sammen med blandt andre England, at spille med et anførerbind med teksten 'One Love' og regnbuefarve i det homofjendske Qatar.
Toppen af kransekagen for Jesper Møllers vrede var Giovanni Vincenzo Infantino, præsident i FIFA.
De skal holde fingrene fra vores spillere
Jesper Møller
I sidste uge blev kritikken og det famøse pressemøde aktuelt igen, da FIFA skulle vælge ny præsident.
Eller vælge og vælge.
Genvalgt som præsident uden modkandidat.
Derfor var stemmeurnerne gemt væk, der var ingen modkandidat, og i stedet fik den schweiziske jurist stående applaus fra størstedelen af de 208 medlemslande i Rwandas hovedstad, Kigali.
Men ikke af Danmark. Jesper Møller sendte igen et klart signal - akkurat som til pressemødet.
Stadig hemmelig voksen-skældud
- De, der kender mig, ved godt, jeg var vred, siger Jesper Møller i den nyeste udgave af TV2 Nords podcast 'Tredje Halvleg med Brix & Jørgensen'.
Med en baggrund som formand (og æresmedlem) i AaB, som han var med til at redde fra konkurs ved bogstavelig talt at tigge, har Jesper Møller taget turen fra Skørpings andethold til toppen af verdensfodbolden - udenfor banen.
Akkurat som Infantino er han jurist, men der var særligt én ting, der fik Møller til at rase mod den tidligere korruptionsanklagede FIFA-præsident.
- Jeg har det okay med, det går ud over mig. Det har jeg lært at leve med. Nogle gange har de københavnske medier travlt med at kritisere, siger Jesper Møller, inden budskabet bliver skarpt:
- Men de skal holde fingrene fra vores spillere.
Med den særdeles vokale kritik fik han pludselig en fremtrædende rolle, da bølgerne gik højest under det mest omtalte VM, nogensinde.
- Der var nogle omstændigheder, som jeg ikke kan fortælle i dag, som gjorde, at jeg havde god grund til at være vred, uddyber Jesper Møller, som ikke længe efter pressemødet var sidemand til FIFA-bossen til en VM-kamp.
Og selvom han selv med egne ord var "god igen", fik Infantino læst og påskrevet, afslører han om billederne, der gik fodboldverdenen rundt.
- Fortalte du ham det der (da de sad til VM-kampen, foran det meste af fodboldverdenen hjemme i stuerne, red.)?
- Ja, det gjorde jeg.
- Han er jo fodboldpolitiker, som jeg er. Jeg har kendt ham i 25 år, og der er for mange i fodboldens verden, der putter med tingene, forklarer DBU-formanden.
- Lige her er jeg sikker på, at FIFAs topledelse var klar over, hvorfor jeg var sur. Det kunne jeg have sagt mere om på det pressemøde. Men det var især det, at spillerne og trænerne blev udsat for noget, som var helt urimeligt.
Derfor klappede han ikke
I sidste uge var der, om ikke voksen-skældud så i hvert fald et klart og tydeligt budskab.
Her fik Infantino sin tredje valgperiode som FIFA-præsident - under stor protest fra etablerede lande, men med støtte fra fodboldmæssige u-lande.
- Hvis man er demokrat, så anerkender man og viser respekt. Så vi rejste os naturligvis op, men vi var ikke indstillede på at klappe, for hvis vi skulle have stemt, ville vi ikke have stemt for ham, sagde han forleden.
Kampen for at finde en bedre kandidat var decideret 'håbløs'.
Den nordjyske fodboldmafia
Sammen med snart forhenværende direktør i DBU, Jakob Jensen, rejste de sig for den knapt-så-demokratiske seance.
Rejste sig - men klappede ikke af fire nye år med Infantino.
Direktøren, formanden og fodboldirektør, Peter Møller, udgør sammen den nordjyske 'mafia' i toppen af dansk fodbold.
Trioen fra henholdsvis Skørping, Tornby og Gistrup er sammen med landstræneren Kasper Hjulmand - der er født i Aalborg og har familie i Frederikshavn - og Lars Søndergaard de absolut mest magtfulde personer i Danmarks største sport.
Hvordan den magt forvaltes, forholdet til AaBs historiske krise og juristen Møllers benhårde forhandlinger kan du høre meget mere om i nyeste afsnit 'Tredje Halvleg med Brix & Jørgensen.'
Du finder den, vanen tro, der hvor du henter dine podcast.