Nordjysk bar nomineret til awardshow
Selvom dørene kun har været åbne i mindre end tre måneder, så er den nordjyske bar QBAR nomineret til aftenens Rainbow Awards.
Åbningsweekenden hos QBAR i Aalborg var i slutningen af juli, men alligevel er baren nomineret i kategorien ’Årets Bar’, når Danish Rainbow Awards 2022 finder sted i aften.
- Jeg er spændt´, men jeg må også indrømme, at jeg er så meget nordjyde, så Janteloven trykker godt og grundigt. Vi har ikke vundet endnu, men vi forsøger at være optimistike. Vi er oppe imod store etablerede steder, og vi har kun eksisteret i to måneder, siger barmanager Martin Christensen.
Kom som et chok
Otte forskellige barer nomineret i kategorien 'Årets Bar', men det er uvist for Martin Christensen, hvem der har nomineret den nordjyske bar.
- Det var lidt som et chok. Vi havde ikke sat os ind i, hvornår prisuddelingen var, og så fik vi lige pludselig mailen 'Tillykke, I er nomineret', siger Martin Christensen.
Alligevel vækker nomineringen glæde.
- Vi synes, det er megadejligt. Det er en stor ære bare at være blevet set og hørt. Jeg synes, det er fedt, at nogle tager os så meget til sig, at man tænker, at vi skal have et ekstra klap på skulderen, siger Martin Christensen.
Danish Rainbow Awards 2022 bliver afholdt i Cirkusbygningen i København i aften.