Nordjyllands Politi leder efter mand, der med kniv truede sig til el-løbehjul
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix
Nordjyllands Politi leder efter en mand, der søndag aften truede sig til et el-løbehjul med kniv i Aalborg. Formentlig samme mand forsøgte at skaffe sig adgang til en bil.
Nordjyllands Politi leder i øjeblikket efter en mand, der søndag aften var involveret i et røveri af et el-løbehjul i Aalborg.
Formentlig samme mand kædes sammen med et forsøg på at skaffe sig adgang til en bil, hvor kvinde sad i.
På Vingårdsgade i Aalborg sent søndag aften blev en 27-årig mand frarøvet det lejde el-løbehjul, han kørte på, efter han var blevet truet med kniv af den mand, som Nordjyllands Politi i øjeblikket leder efter.
Manden, som Nordjyllands Politi leder efter, beskrives som:
- Mand.
- Somalisk af udseende.
- 20-29 år.
- Iført mørke jeans.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.
Formentlig samme mand forsøger, en god halv time efter han har truet sig til el-løbehjulet, at skaffe sig adgang til en bil på Urbansgade ud for nummer 24 i Aalborg, hvor der sidder en kvinde i. Manden siger til kvinden, at han gerne vil køres ud på Kastetvej. Kvinden råber op, og manden forlader bilen på det el-løbehjul han kort forinden har frarøvet den 27-årige mand.
Nordjyllands Politi leder i øjeblikket efter manden, og modtager gerne oplysninger fra borgere, der har set en af de to hændelser.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4, hvis man har set noget.