Nordjyllands Politi forventer kæmpe rockerfest lørdag
Festen er angiveligt i anledning af, at Satudarah Aalborg bliver en fuldgyldig afdeling af den hollandske rockerklub.
Normalvis er der ret mennesketomt i området omkring Satudarah Aalborgs nye klubhus i udkanten af Vodskov, men på lørdag er situationen formentlig en helt anden.
Rockerklubben skal nemlig holde fest, og ifølge Nordjyllands Politi er gæstelisten lang.
- Vores efterretninger tyder på, at der kommer et relativt stort antal mennesker på lørdag, siger Niels Kronborg, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
HVEM ER SATUDARAH?
- Satudarah har sine rødder i Holland, hvor klubben fik sine første medlemmer tilbage i 1990.
- De første medlemmer var indvandrere eller efterkommere af indvandrere - hovedsagelig fra den tidligere hollandske koloni Indonesien.
- Klubben ser sig selv som værende multietnisk med sin indonesisk/hollandske baggrund.
- Navnet Satudarah er indonesisk og betyder "ét blod".
- I udlandet er rockerklubben flere gange blevet koblet sammen hashhandel, våben, vold og narkokriminalitet, og samtidig har klubben været i tæt konflikt med blandt andet Hells Angels i Tyskland og Holland.
Nordjyllands Politi er klar
Man skal ikke blive overrasket, hvis man oplever, at der er meget politi til stede i området omkring det nye klubhus på lørdag.
- Vi kommer til at befinde os i området, så vi kan være klar til at gribe ind, hvis der skulle opstå behov for det, siger vicepolitiinspektøren.
Målt på antallet af medlemmer, er Satudarah i øjeblikket Danmarks største klub, og siden klubben kom til Nordjylland, er den ekspanderet yderligere.
- De har rekrutteret medlemmer fra det kriminelle miljø, men der er ikke tegn på, at der er konflikter under opsejling, siger Niels Kronborg.