Nordjylland er i stor mangel af lærlinge - det kan få store konsekvenser for fremtiden
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Smedlærlingene her skal nok blive eftertragtet, for de bliver en mangelvare i fremtiden.
For få smede kan stoppe den grønne omstilling.
Nordjylland forsøger at sætte sig selv i front, når det gælder den grønne omstilling og specielt CO2 fangst, -anvendelse og -lagring.
Regionen skal gå forrest, og CO2 skal være med til at skabe et nyt væksteventyr i Nordjylland. Sådan lyder de flotte ord i hvert fald, men der bare et enkelt problem. Vi mangler den arbejdskraft, der skal få det hele til at lykkedes.
- Det er kompetencer, som der er mangel på i forvejen, de her erhvervsfaglige kompetencer, siger lektor Jacob Rubæk Holm
Han arbejder til dagligt på Aalborg University Business Shool og er ved at færdiggøre en undersøgelse omkring behovet for arbejdskraft, når Nordjylland skal forsøge at blive Danmarks førende inden for fangst, opbevaring og brug af CO2. Kaldet CCUS.
- Det kommer til at blive et problem for teknologien. I hvert fald kan det komme til at betyde, at det tager længere tid at installere de her anlæg, end man kunne håbe på, forklarer Jakob Rubæk Holm.
Problemet er, at de unge svigter de brancher, der er nødvendige for at indfri Danmarks klimamål.
- Jeg tror, det handler om at skabe en forståelse i samfundet om, at det er også er attaktivt at starte på en erhvervsuddannelse og gå den vej med sin karriere, fortæller uddannelseschef på smedelinien på TECHCOLLEGE i Aalborg, Jesper Frydkjær Pedersen.
For år tilbage optog TechCollege mellem 30-50 smedelærlinge fire gange om året. I dag er de tal mere end halveret. Der er nu flere elevpladser, end der er unge, der vælger smedeuddannelsen.
- Jeg tror måske, der er lidt en forståelsen af, at man går i et sort værksted. Man kommer ud helt sort i hovedet og beskidt. Det er noget helt andet i dag. Der er jo sket en enorm udvikling de sidste mange år, påpeger Jesper Frydkjær Pedersen.
I 2030 forventes der at mangle 7700 smede på landsplan. Lærlingene, TV2 Nord mødte onsdag, kan derfor se frem til masser af vellønnet arbejde, og de er ikke i tvivl om, at de har valgt rigtigt.
- Det var noget, jeg var god til. Det var egentlig den største grund til, jeg valgte det, siger Lucas Nigaard Nielsen, der er smedlærling fra Skive, og han bliver suppleret af sin studiekammerat.
- Det har jeg valgt efter, jeg var på universitetet i et par år. Så fandt jeg ud af, at det ikke var mig at sidde stille. Man vil jo gerne ud og lave noget med hænderne, slutter Kasper Uhrenholt fra Aalborg.