Nordens Paris møder Paris
I morgen gælder det gruppespillet, og i dag havde Aalborg Håndbold sidste træning inden kampen i morgen aften.
I flere år har lokale alborgensere yndet at kalde deres by for Nordens Paris, men den sammenligning holder vist ikke helt. Det gør den dog, når snakken omhandler håndbold på verdensplan.
I dag satte Aalborg Håndbold nemlig kursen mod den “rigtige” by Paris for i morgen aften at møde PSG i Champions League-gruppespillet, og her kan man godt tillade sig at sammenligne.
Aalborg Håndbold matcher nemlig PSG, og med en udesejr i morgen vil Aalborg Håndbold overtage andenpladsen i gruppespillet - lige nu er PSG et point foran Aalborg på tredjepladsen.
Men det bliver en svær opgave, bare spørg Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard, der begge har spillet for netop PSG.
- Det er et vanvittigt godt hold med store verdensstjerner, der er sat i verden for at vinde Champions League, siger Henrik Møllgaard.
- De vinder altid på hjemmebane
Selv samme Møllgaard har været med i Final Four både som PSG-spiller og i den røde Aalborg Håndbold-trøje, og mon ikke det netop er kampen i den røde trøje, der huskes bedst?
Den 12. juni 2021 vandt Aalborg nærmest sensationel over PSG i semifinalen i Køln med 35-33 og spillede sig i Final Four-finalen, som man dog senere tabte til Barcelona.
Men i morgen gælder det gruppespillet, og i dag havde Aalborg Håndbold sidste træning inden kampen i morgen aften med kampstart 18.45. Arenaen i Paris kender Henrik Møllgaard alt for godt.
- Det er et sindssygt svært sted at spille. De vinder altid på hjemmebane, og jeg mener, de kollektivt ser bedre ud, end de har gjort i nogle år, men det kunne altså være sjovt, når jeg har fået så mange store sejre med PSG at prøve at vinde som udehold, smiler Henrik Møllgaard.
Træner Stefan Madsen melder alle klar til det store opgør i morgen, men er skuffet over, at man ikke har fundet rytmen. Især på udebane i Champions League, hvor det er blevet til unødvendige pointtab i to kampe.
- Det skal der rettes op på, siger træner Stefan Madsen.
Han kan så til gengæld glæde sig over, at man i den hjemlige håndboldliga tromler henover alle holdene. Og efter hjemturen fra Paris torsdag gælder det Fredericia på hjemmebane søndag aften klokken 20.00.
Hør hele interviewet med træner Stefan Madsen her: