Natklub frygter nye restriktioner: - Vi står altid for skud
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord
Brødrene bag Club Wolf i Jomfru Ane Gade håber ikke, at der kommer nye restriktioner.
Ifølge TV 2 anbefaler Epidemikommissionen, at der indføres en række nye restriktioner for at begrænse coronasmitten blandt andet lukning af nattelivet.
Det er ikke mere end to år siden, at brødrene Mikkel og Lasse Bøgelund begyndte at drive Club Wolf, der ligger i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Det har været to turbulente år med corona, nedlukning af natteliv og en masse restriktioner, og nu kan der være endnu en udfordring på vej.
Ifølge TV 2 anbefaler Epidemikommissionen nemlig, at der indføres en række restriktioner for at begrænse coronasmitten. Èn af anbefalingerne lyder blandt andet, at nattelivet skal lukkes, og det er Mikkel og Lasse Bøgelund meget trætte af.
- Vi synes, at det er nattelivet, der altid står for skud, siger Lasse Bøgelund.
- Som smitten er lige nu, skal vi tage det seriøst, men jeg kan ikke forstå det, når man skal vise coronapas for at komme ind på klubberne. Så burde der ikke være et problem, siger Mikkel Bøgelund.
- Jeg tror, at smitten vil stige mere nu
Brødrene driver stedet, og onsdag formiddag er de ved at sætte varer på plads, men i aften skal de sidde med øjnene stift rettet mod det pressemøde, som blandt andre statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.) vil deltage i.
Tirsdag udtalte direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, at man bør overveje at lukke nattelivet, men han understregede, at det er en politisk beslutning.
Ifølge Mikkel og Lasse Bøgelund vil det ramme forkert, når den stigende smitte særligt ses blandt børn lige nu.
Samtidig tjekker alle natklubber coronapas - og de har mulighed for at få deres gæsters navne, så de hurtigt kan lave smitte opsporing. Den samme mulighed er der ikke ved privatfester, mener brødrene.
- Ved alle privatfester tjekker man ikke coronapas, så jeg tror, at smitten vil stige mere, nu når der kommer gang i alle privatfesterne igen, siger Mikkel Bøgelund.
Et lukket natteliv giver ikke mening for brødrene
Det er endnu uvist, hvad der vil komme frem på aftenens pressemøde, men brødrene tror, at nattelivet fremover skal lukke klokken 24.
Det giver i deres ører ikke mening, fordi de - under den seneste nedlukning - erfarede, at gæsterne blot kom tidligere, men drak sig lige så fulde, som når nattelivet lukker klokken fem om morgenen.
- Når nattelivet lukker, holder det ikke folk fra at drikke, siger Mikkel Bøgelund.