Nabokrig raser på fjerde år: - Hvorfor er der ingen, der stopper ham?
Et juridisk slagsmål er blevet til en nabokrig i Vaarst. På den ene side står naboerne med udsigt til skrot, larm og ulovligheder. På den anden står en autoophugger uden tilladelserne på plads. Selvom myndighederne igen og igen finder lovovertrædelser i virksomheden fortsætter sagen - uden en afslutning på vej.
Da Martin Ringsmose flyttede til Vaarst for mere end 10 år siden, var det for at nyde stilheden og tætheden til den vilde natur, som han havde udsigt til direkte fra soveværelset.
Men i 2016 blev udsigten forpurret, da et autoværksted flyttede ind og begyndte at fylde virksomhedens arealer med skrotbiler, som kort efter tog hele udsigten.
I dag stirrer han og familien direkte ind i en udtjent flyttelastbil og to stablede 40 fods containere, der blokerer udsigten over engarealerne øst for Vaarst.
- Det er frustrerende og slidsomt at bo sådan et sted, siger han om den nabokrig, der nu raser på sit fjerde år.
En krig, som alle i byen blev inddraget i, da ejeren kort efter indflytningen begyndte at skrotte hundredevis af biler - på trods af, at han ikke havde tilladelse til at drive autoophug, der kræver særlige tilladelser både i miljø- og planlovsregi. De skal blandt andet sikre, at der ikke sker forurening, når bilerne skilles ad, tømmes for væsker, når man skrotter bilerne.
- Klokken 04.30 om morgenen kunne vi godt vågne ved, at der blev flettet biler ved naboen, hvor der bliver banket biler sammen i en container. Det larmer så meget, at huset ryster, fortæller Martin Ringsmose, som sammen med en gruppe borgere i byen derfor klager til kommunen over larmen og mængden af biler på arealerne.
I 2017 indskærper Aalborg Kommune Per Grevlund, at han kun har tilladelse til at drive autoværksted på adressen Gudumvej 37, midt i Vaarst, og at han derfor skal rette sig efter autoværkstedsbekendtgørelsen.
- Du forpligtes derfor til at holde dine udendørs arealer i en 'passende orden' jf. byggetilladelsen... Som aftalt tidligere skal alle skrotbiler, der ikke er miljøbehandlede, opbevares indendørs uden risiko for spild til jord, grundvand eller kloak. Skrotbiler, der ikke er miljøbehandlede, må kun modtages, hvis der er forinden er indgået skriftlig aftale om afhentning med en miljøgodkendt (K209) virksomhed. Der må max. opbevares 5 af disse biler på et ethvert givent tidspunkt og i max. 1 måned ad gangen. Aalborg Kommune, Miljø vil fremadrettet føre tilsyn dette forhold', skriver Aalborg Kommune til Per Grevlund den 31. maj 2017 ifølge en indsigt i sagens akter, som TV2 Nord har fået indsigt i.
Mere end 1.000 behandlet er skrottet ulovligt
Ifølge autoværkstedsbekendtgørelsen må Per Grevlund skrotte 10 biler om året, der skal være miljøbehandlede andetsted. Men det reelle tal er langt højere, viser sagens akter.
Stena Line, der har flattet og hentet biler på stedet, skriver i en mail til Aalborg Kommune 3. september 2018, at firmaet har afhentet ca. 350 miljøbehandlede biler fra adressen Gudumvej 37.
- Hvor bilerne er blevet miljøbehandlet, kan jeg ikke svare på, men bilerne er miljøbehandlede, skriver Stena Lines Trade Manager Johnny Schmidt til Aalborg Kommune.
Alligevel fortsætter ejeren af virksomheden, Per Grevlund, sin ulovlige håndtering af skrotbiler i hundredevis, der flattes og køres bort fra stedet.
- Man må ikke ophugge mere end 10 biler om året, når man har et autoværksted. Der er ophugget mere end 1.000 biler derude, og så er der jo ingen tvivl om, at det er en ulovlig aktivitet, siger Jens Dalgaard Riise, der er funktionschef i Aalborg Kommunes Miljø- og Energiforvaltning.
De kommende år konstaterer myndighederne gang på gang ved anmeldte og uanmeldte tilsyn lovovertrædelser på virksomheden, og naboerne klager igen og igen over, at der foregår ulovlig aktivitet på stedet. Aalborg Kommune konstaterer ved et miljøtilsyn i begyndelsen af 2019, at der stadig finder ulovlig skrotning af biler sted - trods indskærpelser mod netop dette så sent som i maj og oktober 2018.
Det indrømmer Per Grevlund overfor kommunen, står der sagens akter, der nu fylder hundredevis af sider. Han kan ved miljøtilsynet ikke dokumentere, hvor bilerne er miljøbehandlede.
Det fører til, at virksomheden bliver politianmeldt for overtrædelser af miljølovgivningen, og Aalborg Kommunes miljøafdelingen mener at kunne konstatere, at der er ulovligt skrottet mere end 1.000 biler på adressen - plus en række andre overtrædelser af miljølovgivningen.
Havde ingen godkendelse på skrift
TV2 Nord mødte ejer Per Grevlund på adressen, og han hævder, at der forelå en mundtlig aftale med Aalborg Kommune, der gav ham lov til at miljøbehandle biler.
- Efterfølgende var jeg inde med nogle papirer til kommunen, og de er åbenbart blevet væk, for de findes ikke længere, siger Per Grevlund, som dermed mener, at han har handlet i god tro.
Den udlægning afviser Aalborg Kommune aldeles og henviser til, at Grevlund hverken har miljøtilladelser i orden, eller vil kunne få lov til at drive autoophug på stedet med henvisning til lokalplanen for området.
- Det er som om, at kommunen skifter mening hele tiden. I perioder holder de med naboerne, når de klager, og i andre perioder holder kommunen med mig. Sådan oplever jeg det, siger Per Grevlund selv om forløbet.
Et andet sted i kommunen - i By og Landskabsforvaltningen - er man også opmærksomme på sagen, fordi det er her, Grevlund skal have lov til at ændre virksomhedsform fra autoværksted til autoophug.
Det har man i flere tilfælde meddelte Per Grevlund næppe kommer til at ske med henvisning til lokalplanen for området.
Det lange forløb fortsætter altså bare med et længere og længere papirspor til følge - og i Vaarst ser de måbende til, mens tiden går og går.
- Det tærer på nerverne. Det er især frustrerende, fordi det skal tage så lang tid, uden at der kan komme en afklaring, siger nabo Martin Ringsmose, der kan se frem til, at det kommer til at tage endog meget lang tid endnu, inden der sker store omvæltninger i sagen, der nu har varet tre et halvt år.
Sure miner i landsbyen
På begge sider af skellet er sagen begyndt at gøre ondt.
- Det er hårdt, at mine børn oplever, at folk ikke vil hilse, når jeg går gennem byen. Det er lidt mærkeligt, siger Per Grevlund.
Hos Martin Ringsmose er der derfor ikke udsigt til en ny udsigt. Han må fortsat leve med, at udtjente biler, flyttevogn og 40 fods containere blokerer udsigten uden for vinduerne - og at sagen kører videre i kommunens forvaltninger.
- Jeg havde aldrig troet, at det ville være sådan i Danmark. Det kommer helt bag på mig. Det er en falliterklæring, mener han.
Seneste kapitel i sagen er, at Per Grevlund pr. 14. februar skal godtgøre, at han lever op til 16 kritikpunkter, som By- og Landskabsforvaltningen har bedt ham gøre rede for.
Sker det ikke, fører det højst sandsynligt til endnu en politianmeldelse mod Per Grevlund.
Inden Nordjyllands Politi har efterforsket den nye sag, kan der gå lang tid, så naboerne skal med andre ord fortsat væbne sig med stor tålmodighed.
Nordjyllands Politi, der modtog den første politianmeldelse sidste år, har ikke ønsket at udtale sig i sagen.