Naboer vrede over vilde stadionplaner: - Jeg synes, det er tosset
Planerne om et nyt stadion og en arena vækker ikke udtalt glæde blandt beboerne i Aalborg Vestby.
- Jeg synes det er tosset, lyder det fra den første lokale beboer, som TV2 Nord møder foran Spar i Aalborgs vestby.
- Hvorfor skal de bygge et nyt stadion? Det er et flot stadion, vi har. Og når der kun kommer 7-8.000 derude, kommer der aldrig 30.000 til det nye. Det sker aldrig, det tror jeg ikke på.
Kommentaren kommer efter mandagens pressemøde om, at der er aktuelle planer om at bygge en ny sportshal med mindst 12.000 pladser og et nyt stadion med op til 30.0000 tilskuerpladser i vestbyen. Det nye kæmpestadion skal enten ligge der, hvor Væddeløbsbanen ligger i dag, eller hvor Aalborg Portland Park ligger.
Og han er ikke den eneste, der har fået tanken om, at AaB ikke kan fylde et stadion med plads til hele 30.000.
Også AaBs bestyrelsesformand, Niels David Nielsen, sagde mandag til TV2 Nord at det ikke er AaBs ønske, at der skal være 30.000 tilskuerpladser.
Og at de i øvrigt ikke kan fylde pladserne.
Det er et ønske fra DBU, så Aalborg kan tiltrække kampe fra internationale turneringer.
Men med 30.000 mennesker, og muligheden for stadionkoncerter følger unægteligt larm.
Og derfor er ikke en god ide. Det mener i al fald Bitten Christiansen, der ejer Aalborg Familie Camping, som ligger 700 meter fra væddeløbsbanen og en kilometer fra det nuværende stadion.
- For os som campingplads er det jo ikke en god idé på grund af larmen. Det skal da ligge ude ved Gigantium. Derude i det område hvor de bygger i forvejen, siger hun.
Gigantium er indenfor de sidste fire år blevet udbygget tre gange for at gøre plads til fans, der gerne vil se Aalborg Håndbold løbe på banen.
Og de er da også en væsentlig grund til, at man nu gerne vil have et nyt stadion og en ny sportshal i Aalborg Vestby, fortalte Erhverv Norddanmarks formand, Rasmus Haugaard, der er idemageren bag projektet, mandag til TV2 Nord.
Frygter kæmpe parkeringskaos
Det er for aalborgensere velkendt, at det kan skabe store trafikale problemer i Aalborgs Vestby, når AaB løber på grønsværen.
Og det kan John Knudsen nikke genkendene til.
- Jeg bor lige ved siden af det gamle stadion, og hver gang der er fodbold, er der problemer med at finde parkeringspladser - de farer rundt. Og når de skal væk herfra, så holder de jo i lange køer. Så hvis du vil bygge et endnu større stadion med endnu flere biler og endnu flere tilskuere, kan vi ikke bære det. Trafiknettet kan ikke bære det, siger han.
Den holdning deler Flemming Madsen, der håber, at begge sportsareanaer bliver placeret ude ved Aalborg Væddeløbsbane.
- Jeg synes, det skal ligge ude ved travbanen. Der skulle det være bygget ude fra starten af. Vi skal jo ikke have et stadion til at ligge her med de trafikproblemer det giver. Jeg synes, det ville være genialt, hvis det lå ude ved travbanen, siger han.
John Knudsen har dog en helt alternativ placering tit det nye stadion og den nye sportshal uden alt for stor gene for borgerne - i al fald for dem i Aalborgs Vestby.
- Læg det ude på marken ved Kvickly ved Bouet. Der er plads til det. Der er plads til biler og parkeringspladser. Der er også marker nok derude at tage af, slutter han.
Initiativgruppen bag stadionplanerne består af AaB, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, SIFA, Erhverv Norddanmark, DBU, Spar Nord Areana, Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Kongres & Kultur Center.
Hele projektet er ikke finansieret endnu, men er afhængigt af, at store investorer vil bygge boliger på en række grunde, som kommunen vil sælge. Det er primært ude omkring Aalborg Væddeløbsbane, men byggerater ved stadion og AKKC kan også komme på tale.