Naboer bønfalder entreprenør: "Fæld ikke træer ud til trafikeret vej!"
Grafik af Mie Leonora Heiberg.
I A. Enggaard er de overraskede over, at naboerne er utilfredse med fældningen af et område med træer på deres grund.
- Jeg er grædefærdig.
Sådan siger Lene Bach Randers, der siden sidste uge har været lidt på stikkerne.
Hun fortæller nemlig, at hun og hendes mand har fået at vide af entreprenørfirmaet A. Enggaard, at der hvert øjeblik, det skulle være, ville komme nogle store maskiner og fælde et område med træer tæt på villakvarteret på Dådyrvej i Aalborg SV. Et område tæt ved den trafikerede Hobrovej.
I 31 år har de boet med udsigt til træerne som en fin baggrund til haven.
Derfor er hun og de andre beboere på vejen meget kede af, at A. Enggaard, som i syv år har ejet grunden ved siden af, nu har tænkt sig at fjerne dem.
- Det vil resultere i trafiklarm og ingen læ for vinden ind til haven, siger Lene Bach Randers.
Fra beskæring til fældning
Lene Bach Randers' mand henvendte sig i starten af september til A. Enggaard, fordi de håbede på at få dem til at beskære de højeste birketræer, som var blevet lidt høje og spiste af eftermiddagssolen. Det var entreprenøren klar på at gøre engang i efteråret.
Men ugen efter fik de altså et opkald om, at A. Enggaard ikke bare ville beskære, men fælde samtlige træer. Og det ville ske allerede fredag den 15. september.
Det er nyt for os, at naboerne er utilfredse med, at vi soignerer vores grund
Anton Hessellund, afdelingschef, A. Enggaard
- Jeg tænkte: "Det kan ikke passe!" Jeg synes, det er unfair, at det går fra et spørgsmål om en beskæring af træerne til, at det hele skal ryddes, siger hun og fortsætter:
- Jeg forstår godt, at det er deres grund. Men I og med at der ikke ligger lokalplan, og de ikke har tænkt sig at bygge indenfor den nærmeste fremtid, så er det tåbeligt ikke at give os en chance. Vi forstår simpelthen ikke, hvorfor det skal gå så stærkt.
Lene Bach Randers var derefter i løbende dialog med Enggaard, hvor de tilbød at sætte en 1,6 meter Spirea-hæk op efter træfældningen og ville betale 50 procent til en hæk i skellet.
- Det kan jo ikke erstatte de fem-seks meter høje træer, der er der nu. Hvorfor spilde tiden med at plante en hæk i stedet for det, der er er?, siger hun.
Og der skulle sagen altså være landet. Naboerne har trods varslingen ikke set noget til fældningen endnu, men venter, at det kan ske hvert øjeblik.
Det siger kommunen
Afdelingsleder for Byggeri i forvaltningen for By og Land i Aalborg Kommune, Torben Kjeldgaard Larsen, siger om sagen:
”Hvis jeg har forstået områdeangivelsen rigtigt, er der tale om et stykke landbrugsjord i landzone, uden lokalplan. Der er ikke registreret beskyttet natur på grunden. Derfor kan ejeren frit disponere over landbrugsjorden (til jordbrugsformål), herunder fælde træerne. Der er således tale om et privatretligt forhold mellem naboer, hvor vi blot kan henstille til den gode dialog imellem naboer.”
Vil gerne i yderligere dialog
Det er dog en anden oplevelse, man hos A. Enggaard har af forløbet.
- Det er nyt for os, at naboerne er utilfredse med, at vi soignerer vores grund, siger Anton Hessellund, chef for virksomhedens udviklingsafdeling i Aalborg.
- Vi blev kontaktet af naboerne om, at de gerne ville have beskåret træerne. Og når vi nu havde gang i det, ville vi gerne soignere vores grund. Så lavede vi en aftale om, at der ville blive plantet hæk, forklarer han videre.
Desuden har der heller ikke været planer om en fældning af alle træerne, men kun en fældning af dem der vokser to meter inde på deres grund.
De havde altså en opfattelse af, at der var lavet en aftale, naboerne var "okay med".
- Vi ønsker ikke utilfredse naboer, så vi vil gerne lytte til dem. Så må vi tage en dialog med dem i starten af næste uge og prøve at høre, hvad der er op og ned i det, siger Anton Hessellund og slutter:
– Dialog er altid godt. Så må vi finde ud af det derfra.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.