Nabo til tennisklub - Troede, der var landet et fly i baghaven
Foto: Privatfoto
Annemari mener, at hun kan blive nødsaget til at flytte.
Aalborg Tennisklub har fået nye lysmaster, men de er ifølge kommunen ikke opført efter byggetilladelsen.
I langt over et år har Aalborg Tennisklub haft lys sat op på to af deres udendørsbaner i Vestbyen i Aalborg.
Men de har ikke været taget i brug.
Vi bliver blændet og er nødt til at vende ryggen til
Annemari Kastrup Petersen, nabo til Aalborg Tennisklub
Kommunen mener nemlig ikke, at opsætningen af lysmaster og lamper er sket i overensstemmelse med den byggetilladelse, Aalborg Kommune har givet.
– Nej, det har vi ikke kunnet godkende. Vi må nok sige, at det projekt der blev sendt ind tilbage i 2019, det var noget med 24 master fordelt ud over banerne, siger Jan Nymark Thaysen (V), der er rådmand for By og Land i Aalborg Kommune.
- Og så vidt jeg kan forstå, er der jo opsat syv master, så det er ikke et projekt, vi lige kan genkende.
Lys generer naboerne
Men selv om Aalborg Kommune altså ikke vil godkende tennisklubbens lysopsætning, så står masterne der.
I december 2021 blev de kortvarigt tændt en morgen, for at se hvordan det fungerede. Det resulterede i, at en af naboerne til tennisklubben fik et chok.
– Vi vågnede en morgen og troede simpelthen, at der var landet et fly i vores baghave, fortæller Annemari Kastrup Petersen, der er formand for beboerforeningen Schleppegrellgade med omkring 60 medlemmer, og som selv har en have lige op til tennisklubben.
- Der er så meget lys og spot på os, at vi bliver forskrækkede. Vi går ud for at kigge og finder så ud af, at det er det her lys, som tennisklubben gerne vil have.
Efterfølgende har tennisklubben - ifølge Annemari Kastrup Petersen - ændret på belysningen, for at de skulle genere naboerne mindre. Men det, synes hun ikke, har hjulpet. Derfor har hun og beboerforeningen gjort indsigelse over for Aalborg Kommune.
– Problemet er, at vi ikke kan være i vores have. Vi har ikke lyst til at være der. Vi bliver blændet og er nødt til at vende ryggen til, siger Annemari Kastrup Petersen.
Riv det ned eller tilpas belysningen
Rådmanden for Land og By, Jan Nymark Thaysen (V), kan se sagen fra både tennisklubben og naboernes synsvinkel.
På den ende side mener han, at naboerne må leve med, at de bor inde i en by, men omvendt skal tennisklubben følge de forskrifter, der er.
– Enten kan man retligt lovliggøre det, ellers skal det fysisk lovliggøres. Den fysiske lovliggørelse kan være lige fra, at det hele skal pilles ned, eller at man laver nogle tiltag, hvor man fjerner de her blændegener, justerer vinklen på lysene og så videre. Og det ved vi ikke, om man kan. Men det er det, som embedsfolkene sidder og arbejder med nu, siger Jan Nymark Thaysen, som samtidigt slår fast, at noget lys må man leve med.
– Det er jo midt inde i en by, og der er også gadelamper på den anden side. Så noget må man kunne tåle, men det kan selvfølgeligt også blive for meget. Og det er der, hvor vi skal finde den rigtige balance, mener rådmanden.
Må flytte, hvis det ikke bliver ændret
Midt i september sluttede fristen for den høringsproces, som kommunen har sat i gang, efter at man afslog at godkende den opsatte belysning.
Og nu skal der så træffes en beslutning. Men bliver lysgenen ikke ændret, frygter Annemari Kastrup Petersen, at hun må flytte.
– Det kan blive konsekvensen. Men jeg håber og stoler på, at kommunen finder en løsning. Tennisklubben har jo ingen interesse i at sætte en belysning op, der generer os. Og vi har i øvrigt altid haft et godt naboskab.
- Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ikke kan sørge for at få de lamper til at vende nedad, sådan at de lyser direkte ned mod tennisbanen. Jeg forstår ikke, hvorfor det kan være nødvendigt at lave den her lysforurening, siger Annemari Kastrup Petersen.
Aalborg Tennisklub ønsker ikke at give interview til TV2 Nord om deres syn på sagen.
Se indslaget om tennisbanelysene herunder.