Mulige skolelukninger på vej i nordjysk kommune: 29 stillinger kan blive nedlagt
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Forslaget kan ende med at træde i kraft fra 1. august 2024.
Fire skoler i Aalborg står til at blive sammenlagt. Det viser dagsordenen til et kommende møde i børne- og undervisningsudvalget.
Det er Byplanvejens Skole, Seminarieskolen, Herningvej skole og Tornhøjskolen.
Dagsordenen viser nemlig, at der til det kommende møde 7. februar skal diskuteres, hvorvidt Byplanvejens skole og Seminarieskolen skal sammenlægges på Mylius Erichsens Vej. Mens Herningvej skole og Tornhøjskolen skal sammenlægges på Herningvej 35.
Ændringer for at skoledistrikterne for Mellervangskolen, Gug Skole og Gistrup skole står også som et punkt på dagsordenen.
- Det østlige Aalborg er geografisk stort, og er præget af store forskelle i bosætning, og elevsøgning, hvilket giver sig udslag i meget forskellige elevsammensætninger på skolerne, står der blandt andet i dagsordenen.
Flere stillinger nedlægges
Der er tale om en sag til førstebehandling, hvilket betyder, at udvalget den 7. februar skal tage stilling til, om man vil gå videre med sagen.
Skulle det ende med at være tilfældet, vil forslaget ende i en otte ugers høringsperiode, hvorefter man skal træffe den endelige beslutning 19. juni.
Ved endelig godkendelse af forslaget, vil det træde i kraft fra 1. august 2024, hvis forslaget skulle blive endeligt godkendt, og i den sammenhæng vil der blive nedlagt 29 stillinger i alt på tværs af alle skolernes ansatte.