Mulig skudepisode: Fire fremstilles i grundlovsforhør i dag
Politiet er massivt til stede i området omkring Kjellerupsgade også i dag.
Nordjyllands politi vil være synligt til stede i området omkring Kjellerups Torv i Aalborg også i dag, udtaler vagtchefen fra Nordjyllands Politi.
De fire anholdte, som politiet i går kunne anholde i forbindelse med et muligt skyderi, fremstilles i grundlovsforhør senere fredag.
Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.
Det var torsdag 21.24, politiet fik en melding om en mulig skudepisode i området omkring Kjellerups Torv i Aalborg.
- Vi sendte straks styrker til området for at undersøge omstændighederne, siger vicepolitiinspektør Lasse Kragh.
Og kort efter kunne politiet anholde fire personer, som de mener, har været en del af skudepisoden.
- Vi antraf dem i nærheden af gerningsstedet under nogle omstændigheder, der gør, at vi sætter dem i forbindelse med episoden, siger han videre.
Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med den mulige skudepisode.
I et tweet i går skrev politiet, at der formentlig ikke var afgivet skarpe skud.
Efterforskning fortsætter fredag – formentlig ingen skarpe skud #politidk https://t.co/1KK0iFm6rN
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) May 12, 2023
De anholdte er i forvejen kendte af politiet, og der er noget der tyder på, at det er en intern uoverensstemmelse, vurderer Nordjyllands Politi.
Politi massivt til stede
Politiet mener ikke, at borgere der bor i området, har grund til at være utrygge.
- De har ingen grund til bekymring. Vi er massivt til stede i hele området, og vi er skredet til anholdelse af mistænke. Vi tager det her alvorligt, og selvom alle omstændighederne ikke er fuldt belyst, så accepterer vi ikke utryghedsskabende adfærd i det offentlige rum, og er der tale om skudafgivelse, så er det helt uacceptabelt, siger vicepolitiinspektør Lasse Kragh.
Politiet vil også i dag være synligt til stede i området også med hundepatruljer, oplyser vagtchef Poul Fastergaard.
Politiet opfordrer borgere, som har set noget, til at kontakte politiet på 114.