Mulig påsat brand i lejlighedskompleks i Aalborg
Branden startede i et trapperum i kælderen i lejlighedskomplekset på Ryesgade i Aalborg.
Søndag eftermiddag udbrød der brand i et lejlighedskompleks i Aalborg.
Branden startede i et trapperum i kælderen i et lejlighedskompleks på Ryesgade. En del af lejlighedskomplekset er røgfyldt, men branden er under kontrol.
Det oplyser Nordjyllands Beredskab.
Nordjyllands Politi oplyser ligeledes, at de er i gang med efterforskning på området. Branden er startet i et kælderrum med metalskillerum.
- Vi har ild et sted, hvor der normalt ikke burde være ild, derfor formoder vi, at branden kan være antændt, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Faldberg.
Lejlighedskomplekset er i tre etager med omkring 30 lejemål. Branden i kælderrummet har givet en masse røg, som via afløbet er trukket op til stuen, første og anden sal.
Branden er under kontrol
Beboerne var ude af bygningen, da Nordjyllands Beredskab ankom til branden. Omkring 20 mennesker stod udenfor, da de gik i gang med slukningsarbejdet.
- Det er ret udramatisk, da vi ankommer. Vi kan hurtigt lokalisere branden og få den slukket, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jakob Schmidt.
Branden er nu slukket og brandvæsnet er i gang med at rydde op på området.
- Vi skal bare have luftet ud. Vi regner med, at alle kan komme tilbage senere på dagen, siger Jakob Schmidt.
Nordjyllands Politi fortsætter efterforskningen af branden.