Kort Nyt

Morten giver Danmarks sidste isbrydere nyt liv: - Vi genbruger 99 procent

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det sidste kapitel i et stykke nordjysk søfartshistorie er lige nu ved at blive skrevet i Esbjerg. 

De gamle isbrydere Danbjørn og Isbjørn er i fuld gang med at blive skilt af stykke for stykke - og sidenhen solgt som skrot.

- Den bliver fuldstændig tømt, så der kun er stålskroget tilbage, og så bliver den trukket på land og klippet op, fortæller manden bag ophugningen af den første af de to ikoniske isbrydere Danbjørn, Morten Smedegaard.

Isbjørn står for tur som den næste i rækken.

Sådan ser der lige nu ud inde i Danbjørn. Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Morten Smedegaard har som direktør i Smedegaard Ship A/S påtaget sig den krævende opgave at omdanne statens gamle isbrydere til samlerobjekter og skrot.

- Der har været nogle fine ting i skibene, og jeg kommer også selv til at beholde nogle af dem, lyder det.

Langt det meste af inventaret bliver dog solgt på en auktion senere på ugen.

Mere end 1.000 henvendelser

Danbjørn og Isbjørn gjorde i mange år tjeneste for Søværnet på Flådestation Frederikshavn, med en storhedstid fra slutningen af 60'erne og frem til midten af 80'erne. 

Folketinget besluttede i 2010 at lukke landets isbrydertjeneste.

Det er praktisk talt alt, der bliver genbrugt, på den ene eller anden måde

Morten Smedegaard, direktør, Smedegaard A/S

I 2016 blev de to ældre damer fragtet til havnen i Hals, hvor de synede hen, efter staten mislykkedes med at sælge dem.

- Der ligger også en nationalfølelse i det her, for det er nogle af de gamle statsskibe. Det er jo de to sidste isbrydere, der er tilbage, siger en vemodig direktør.

Smedegaarden A/S har fået over 1.000 henvendelser på mail og telefon, siden det blev offentliggjort, at virksomheden købte isbryderne. Her måtte man have tre-fire ansatte udelukkende til at besvare mails og telefonopkald.

Alt skal genbruges

Når to skibe på hver 77 meter og med en kampvægt på 3.685 ton skal skæres i småstykker, så kræver det sit. Men trods den enorme opgave, som forventes at tage flere måneder, er der tænkt bæredygtigt.

- Det er praktisk talt alt, der bliver genbrugt, på den ene eller anden måde. Det er nødvendigt for, at det kan løbe rundt. Men vi sætter også en ære i at genbruge så meget som muligt, lyder det fra Morten Smedegaard.

Nærmest alt inventaret på isbryderne skal genbruges.

Smedegaarden A/S regner med, at Danbjørn og Isbjørn er hugget helt op 1. oktober.

- Jeg tror, det går hurtigere end normalt, fordi andre typer skibe har mere isolering indeni. Så det gør vores arbejde nemmere, siger formanden for nedbrydningsafdelingen hos Smedegaarden A/S, Marek Saletra.

Helst dansk ophugning

Udover det bæredygtige aspekt er der dog også økonomi i det for virksomheden fra Esbjerg.

- Vi sælger selvfølgelig til højestbydende inden for skrot. Sådan vil det altid være, men vi har også nogle krav til dem. De skal overholde det miljømæssige aspekt, siger direktøren.

- Vi håber, vi kan lave et overskud af det, men vi har ikke nogen garanti.

Er det en god forretning at købe et par gamle isbrydere?

- Nej. Ikke dem her. Vi har lagt os i selen for at sikre, at de bliver ophugget i Danmark, for det er vores filosofi: Man skal rydde op efter sig selv. Og det ville være synd, hvis de blev hugget op i Tyrkiet, siger han.

Har du fået lyst til at købe en eller flere stykker af de to ikoniske isbrydere, afholder Campen Auktioner i Randers auktion over alt det gamle inventar fra Danbjørn og Isbjørn lørdag klokken 13. 

Der er gennemsyn på torsdag af blandt andet gamle designermøbler og igen lørdag formiddag inden selve auktionen.

VIDEO: Følg ophugningen af isbryderne her:

42-årig mand død på stedet i ulykke på motorvej

En 42 årig mand fra Hobro er afgået ved døden, efter han kørte sammen med en anden bil på motorvej E45 Mellem Støvring og Haverslev.

Det skriver Nordjyllands Politi på X. De pårørende er underrettet, bekræfter politiet.

Den 42-årig pådrog sig livstruende skader og blev erklæret død på stedet.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den anden bilist i uheldet, som skete af en ukendt årsager ifølge politiet, er kørt til Aalborg Universitetshospital for kontrol.

'Men det er formentlig kun lettere tilskadekomst,' skriver Nordjyllands Politi.

Der er tale om en 57-årig mand fra Aalborg.

Video: Per Frank Poulsen / TV2 Nord

I forbindelse med uheldet har motorvejen været spærret i nordgående retning siden klokken 19.20. Bilinspektøren er dog færdig på stedet, og der begynder i skrivende stund så småt at blive åbnet for trafikken igen.

Klokken 21.37 oplyser politiet på X, at der igen er helt farbart på motorvejen.

Aalborg-veteran måtte udgå efter tackling: Her er status

Søndag eftermiddag, da Aalborg Pirates vandt med 4-0 over Odense Bulldogs på hjemmebane, kom sejren ikke uden en pris.

Aalborg Pirates tidligere kaptajn Julian Jakobsen måtte nemlig udgå undervejs.

- Han fik en tackling og røg ind i banden, forklarer sportschef for Aalborg Pirates Ronny Larsen.

Lægerne vurderede derfor at den erfarne pirat ikke kunne spille resten af kampen, og sportschefen forventer heller ikke at se ham på isen mandag.

- Han klagede over, at han havde hovedpine, og vi tager ingen chancer, så vi må se de næste par dage an, konstaterer Ronny Larsen, der dog understreger, at man endnu ikke ved, om der er tale om en hjernerystelse eller ej.

Fans i voldeligt opgør efter AaB-kamp

Efter kampen mellem AaB og Viborg er nogle fans endt i et voldeligt opgør i Valdemarsgade i Aalborg.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Der er ingen anholdt lige nu, men der er sket et voldeligt overfald, og vi behandler det sådan, forklarer han klokken 17.20 til TV2 Nord.

Der skulle i forbindelse med overfaldet givetvis være en person, som har mistet sin bæltetaske, og derfor oplyser vagtchefen klokken 18.30, at man nu behandler sagen som et røveri mod en person på åben gade.

Mere kan vagtchefen dog ikke sige på nuværende tidspunkt.

- Der kommer en sag ud af det, men vi er fortsat ved at undersøge det, afslutter vagtchefen.

Endnu en sejr til Aalborg Pirates

Aalborg Pirates fik endnu en sejr i hus søndag eftermiddag.

Modstanderen var Odense Bulldogs, der slog piraterne i begyndelsen af denne måned, dermed fik piraterne revanche, da det lykkedes aalborgenserne at vinde med hele 4-0 på hjemmebane.

Målene blev scoret af Nikolaj Carstensen, Nikolai Nielsen, Eric Gotz og Troy Lajeunesse.

Derfor indtager Aalborg Pirates anden pladsen over SønderjyskE, mens piraterne nu kun er et point efter Herning Blue Fox på førstepladsen, der dog har spillet en kamp mindre.

Advarer om kraftig blæst: Fraråder at passere

Vejdirektoratet er i øjeblikket ude og varsle bilister om, at der er kraftig blæst ved Sallingsundbroen.

Særligt vindfølsomme køretøjer frarådes at passere, mens øvrige bilister rådes til at køre 80 kilometer i timen.

Dog forventer man, at vinden aftager i løbet af dagen.