Morgenfriske borgmestre på løbetur på Kulturbroen inden topmøde
Foto: Thomas Kastrup-Larsen
Torsdag starter KL's Kommunalpolitiske Topmøde - og Thomas Kastrup-Larsen begyndte dagen med en løbende rundvisning i Aalborg og Nørresundby.
En løbetur er ikke nogen dårlig måde at starte en dag på - og da slet ikke, hvis man skal bruge resten af dagen på at sidde til KL-topmøde med resten af landets borgmestre.
Så borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S), valgte da også at tage sine borgmester-kolleger fra København med på lidt løbende sightseeing torsdag morgen, før topmødet begyndte.
København Kommunes overborgmester, Frank Jensen, og Anna Mee Allerslev, som er borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København, tog imod tilbuddet og løb morgenfriske med - blandt andet ud på den nyligt indviede Kulturbro mellem Aalborg og Nørresundby.
- Skøn måde at starte dagen på, skriver Thomas Kastrup-Larsen på sin facebookprofil inden det kommunalpolitiske topmøde, hvor mange ministre og folketingspolitikere også vil være til stede.
Blandt andre Brian Mikkelsen og Kristian Jensen deltager i mødet.