Modsat herrerne: AaB-kvinder rykker op i den bedste række
Til næste sæson hedder det Gjensidige Kvindeliga for AaB's kvindehold.
Der var jubel og tårer på Aalborg Portland Park lørdag, da slutfløjtet lød.
AaB's Kvindehold havde nemlig sikret sig oprykning til den bedste danske kvindeliga.
- Følelser, folk, der græder, vi kan ikke sætte ord på det, det er det her, vi kæmper for hver dag, så ja, det er fuldstændig surrealistisk, siger en glad anfører Cille Holst efter slutfløjtet.
Det blev fejret med guld-hatte og champagne på banen, foran de tilskuere, som var dukket op for at bakke holdet op.
Se flere billeder fra fejringen længere nede i artiklen:
Forskel på holdene
Mens det blot er en lille uge siden, at AaB's herrehold rykkede ud af den bedste danske række - nemlig Superligaen. Så stod det anderledes til hos klubbens kvindehold.
Lørdag tog AaB's kvindehold nemlig imod AGF på Aalborg Portland Park, og med en sejr - eller muligvis en uafgjort - kunne AaB-kvinderne sikre sig en plads i den bedste kvindeliga - nemlig Gjensidige Kvindeliga.
Spændende opgør
Det startede præcis, som man havde håbet på Aalborg Portland Park, da Thea Rhode fik sparket hjemmeholdet foran med 1-0.
En sejr var nemlig lig med oprykning til Gjensidige Kvindeliga hvorimod en uafgjort ikke var 100 procent sikker. Det eneste, der ikke måtte ske, var, at AaB-kvinderne tabte, mens B93 tog en sejr.
Gæsterne fra AGF viste dog, hvorfor de ligger nummer et. Matilda Mcnamara fik nemlig udlignet til 1-1 efter 61 minutter, og kort efter fulgte Benedickte Moss Rasmussen trop, da hun bragte udeholdet foran med 2-1.
Samtidig førte B93 sin kamp med 1-0, og derfor stod AaB-kvinderne pludselig til ikke at rykke op i den bedste liga alligevel.
Men en udligning i det 81. minut bragte AaB-kvinderne tilbage på opryknings-kurs. For selvom resultatet sagde 2-2 og en uafgjort, så ville det altså være nok til at sikre sig en plads i Gjensidige Kvindeliga, hvis B93 ikke vandt med 9-0.