Modemand nydesigner tøj ud af genbrug
Foto: Lone Vad Dam
Modemanden Jesper Kaiser nydesigner brugt tøj og sælger det i Aalborg som smart genbrug.
Jesper Kaiser har arbejdet inden for tøjbranchen det meste af sit liv og beskriver sig selv som modemand med stort M. Men han havde dog aldrig forestillet sig, at han ville designe tøj ud af genbrug.
I dag lever han det og viser det stolt frem i sin butik i Aalborg under brandet ADP. Jesper Kaiser finder det meste af sit tøj på genbrugspladsen og nydesigner det - en tendens, der kaldes for upcycling.
- Jeg giver tøjet nyt liv. Det kan være med print, som er et statement, som er vigtigt for mig. Der skete noget med mig, da jeg i forbindelse med et besøg på en tøjfabrik så, at der bruges omkring 8.700 liter vand på at fremstille en t-shirt, siger Jesper Kaiser.
Modemanden har indtil videre haft stor succes med sin butik, og nu har Aalborg Renovation indledt et samarbejde med Jesper Kaiser, der forsyner ham med brugt tøj.
- Vi vil gerne medvirke til, at vi genbruger ressourcer på en anden måde, så det ikke ender på genbrugspladsen. Vi vil gerne være med til, at tøjet genbruges eller genskabes derhjemme, som sådan en fugl phønix op af asken. Så får du lige den fede t-shirt, som ellers var lidt grim før, siger Klaus Byrsted, projektleder i Aalborg Renovation.
Du kan se hele indslaget om Jesper Kaiser i TV2 Nords kultur- og livsstilsmagasin, Nordliv, mandag aften klokken 19.50 på vores tv-kanal, Salto, eller på vores hjemmeside, efter programmet er sendt.